Isolering giver store besparelser og energitilskud


Stuehuset i Skovby

Edith og Ole Sørensen fra Skovby fik i 2012 isoleret deres stuehus. Isolering af hulmuren og etageadskillelse gav en besparelse på 17.992 kWh/år, og den besparelse blev opkøbt af et energiselskab for 4.500 kr.

Det var "Skrot oliefyret"-kampagnen der i 2010 satte skub i ægteparrets energirenoveringsprojekter. Oliefyret blev skrottet til fordel for jordvarme, stuehuset blev isoleret, fik nye fuger og alle vinduer blev udskiftet.

"Vi er rigtig glade for at vi har lavet energiforbedringerne nu, så vi selv kan få glæde af dem. Vi har fået en forbedret komfort og livskvalitet med de tiltag vi har gennemført" fortæller Edith og fortsætter: "Nu har vi et varmt og rart hus. Især hulmursisolering og udskiftning af vinduerne var mærkbar. Nu trækker det ikke længere når vi sidder tæt på et vindue".

Parret indhentede tilbud hos en af områdets lokale håndværkere, BN Isolering, som også er energivejleder. Da de modtog tilbuddet, havde håndværkeren medregnet energitilskuddet, og trukket det fra den endelige pris. Energitilskud gives af mange energiselskaber i Danmark, som opkøber boligejerens kWh-besparelse for en fast pris. Edith og Ole fik energitilskud fra et energiselskab som gav 25 øre pr. sparet kWh - det blev et energitilskud på 4.498 kr.

Læs mere om energitilskud her


Varmepumper billigere i 2013

Ægteparret er også rigtig glade for jordvarmen som bare passer sig selv. "Det kører bare, og det bedste af det hele er at vi ikke længere skal bestille olie" smiler Ole. Med den nye finanslov og nedsætning af elvarmeafgiften bliver ægteparrets opvarmningsform endnu mere fordelagtigt.

Læs mere om den sænkede elvarmeafgift


Har du spørgsmål til denne nyhed så kontakt Pernille Beck på 74 12 41 91 eller pernille.beck@projectzero.dk.


Pernille Beck
14. marts 2013

14. marts 2013



Ole Sørensen aflæser temperaturen



Et af de nye lavenergivinduer



Ole Sørensen foran stuehuset

Cookiepolitik