Sønderborg Kommune sparer energi og penge på gadebelysningen

Til fordel for klimaet, borgerne og kommunekassen venter der en stor energibesparelse forude, når Sønderborg Kommune har fået udskiftet 13.270 gamle kviksølvlamper med nye energieffektive gadebelysningsarmaturer. Kommunen investerer 69 mio. kr. i projektet.

Det er århusianske EL:CON, der ved licitation har vundet opgaven, som forventes at kunne barbere 1,7 mio. kilowatttimer af Sønderborg Kommunes årlige forbrug til gadelys.

EL:CON har vundet den 15-årige kontrakt på opgaven med at udskifte 13.270 gadebelysningsarmaturer, kabellægge 114 km. luftledning, hvor 2.868 træmaster i den forbindelse udskiftes med stålmaster samt drift og vedligeholdelse af 16.700 armaturer i Sønderborg Kommune. Det er forventningen, at kommunens energiforbrug til gadelys allerede efter fire år vil blive reduceret med 40 %. Investeringen finansieres delvist gennem energibesparelser og mindre vedligehold i den periode kontrakten dækker. Desuden vil 2.500 nu slukkede lysarmaturer blive tændt igen, ligesom eksisterende anlæg bliver renoveret.

"Kommunen investerer knap 69 mio. kr. i ny belysning, og investeringen skal delvis finansieres af de strømbesparelser de nye energieffektive armaturer giver. Derfor gælder det om at få energibesparelserne i gang hurtigst muligt, og det gør vi ved at udskifte armaturerne over en relativ kort periode på fire år", fortæller Palle Jørgensen, funktionschef i EL:CON, og fortsætter: "EL:CON har gennem lignende projekter i for eksempel Hedensted Kommune udviklet yderst effektive udskiftningsprocesser, som sikrer kommunen hurtige besparelser".

Den nye kontrakt afventer byrådets endelige afgørelse i slutningen af juni og afløser drift- og vedligeholdelsesentreprisen på gadebelysningen i Sønderborg Kommune, som EL:CON har haft de seneste 6 år. Med den nye opgave i hus forventer EL:CON, at der vil der blive brug for at ansætte nye medarbejdere lokalt.

EL:CON vedligeholder i forvejen gadelys for kommunerne i Esbjerg, Haderslev, Hedensted, Horsens, Sønderborg og Syddjurs.

Denne nyhed stammer fra EL:CONs pressemeddelelse

19. juni 2013

Få yderligere oplysninger:

Palle Jørgensen
Funktionschef i EL:CON El-anlæg
Tlf. 41 22 22 54

19. juni 2013

Om EL:CON

EL:CON er én af Danmarks bredest favnende elinstallationsvirksomheder med mere end 650 medarbejdere.

EL:CON har elserviceafdelinger fordelt over hele landet samt innovative landsdækkende kompetencecentre, som sikrer de nyeste løsninger indenfor traditionel stærk- og svagstrøm, forsyning, gadebelysning og trafiksignaler, energioptimering, varmepumper og solceller, indeklima, IT og data, automation, termografering og bygningsautomatik.

Læs mere på www.elcon-as.dk



Cookiepolitik