MULHOUSE learning expedition indtog Sønderborg med storm

Byen MULHOUSE i det sydlige Alsace vil skabe vækst, udvikling og grønne jobs. Derfor besøgte en erhvervsdelegation under ledelse af byens viceborgmester mandag og tirsdag Sønderborg for at suge byens erfaringer til sig.

MULHOUSE med 220.000 indbyggere er en vigtig fransk industriby, som nu tager nye fremadrettede initiativer, som skal genskabe vækst og jobudvikling baseret på energi- og klimainitiativer. Rundturen til de førende klimabyer startede i Sønderborg og fortsætter i Freiburg. Viceborgmester Jo Spiegel stod i spidsen for delegationen, som omfattede forretningsfolk, entreprenører og filosoffer tændt af den hellige grønne ild og ambitionen om at vende års tilbagegang til grøn vækst.

Det omfattende 2 dages program i Sønderborg bød på både policy-diskussioner, virksomhedsbesøg, VIP-møder og grøn sightseeing rundt i Sønderborg-området. Undervejs demonstrerede delegationen sine evner til at omsætte sin nye læring til sang og optræden, hvilket bl.a. kom til udtryk på Sønderborg Produktionsskole, hvor 3 medlemmer af delegationen overtog musik-scenen og efterfølgende forhørte eleverne om deres kendskab til ProjectZero-projektet.


Besøget på genbrugsstationen resulterede i flere indkøb i genbrugsbutikken

"Jeg mødte MULHOUSEs borgmester i januar 2013 på en energikonference i Basel og blev meget overrasket over det store kendskab, byen allerede havde til Sønderborg og ProjectZero. De var fast besluttet på at skulle besøge Sønderborg for at lære fra vore erfaringer med den store omstilling. Jeg er ikke i tvivl om, at delegationen efter deres besøg er tændt af den hellige grønne ild og igangsætter den store omstilling i Mulhouse. Vi glæder os til samarbejdet, og håber at kunne sælge danske energi- og klimaløsninger til omstillingen, heriblandt grøn fjernvarme teknologi", siger ProjectZeros Peter Rathje i forbindelse med det veloverståede besøg.

Peter Rathje
6. juni 2013

peter.rathje@projectzero.dk



Der blev både set og lyttet til vindmøllerne i Mintebjerg

6. juni 2013



7 af delegationens medlemmer viste sig at være morgen-Vikinger, som sprang i det salte 11,4 grader kolde vand. Til venstre på billedet ses Vivian Krøll, Sønderborg Kommune



Delegationen blev udfordret med sortering af affald i de nye husstands affaldsspande



Viceborgmester Jo Spiegel indtog borgmesterstolen under besøget i Byrådssalen, hvor bl.a. Inge Olsen og Lene Sternsdorf fortalte om kommunens rolle som rammesætter og egen indsatsen på de kommunale bygninger



Viceborgmester Jo Spiegel, Guillaume Muller og Laurent Marbacher indtog musik-scenen på Sønderborg Produktionsskole, og fortalte efterfølgende de overraskede elever om Sønderborgs ProjectZero



Jesper Lund-Larsen fortalte om 3F´s erfaringer med grøn jobskabelse

Cookiepolitik