Kær familie har fokus på energibesparelser



Ægteparret Christensen kan allerede nu se, at det kan betale sig at deltage i projektet. Hvor meget har de endnu ikke overblik over.
Foto: Claus Thorsted/Jydske Vestkysten

Grethe og Kim Christensen er en af mange familier på Kær Halvø, der er gået med i projekt »Bæredygtig Landsby«, der skal få folk i landdistrikterne til at investere i energirigtige tiltag.


Torsdag den 24. januar var omkring 25 kvinder og mænd med fokus på energirenovering og miljø mødt op i Skyttehuset på Kær Halvø. Det var tid til nytårskur i projektet Bæredygtig Landsby, som området i 2012 blev en del af sammen med Skelde-Dynt-Gammelgab. En af dem, som var mødt, var familien Christensen, der bor i et hus på 107 kvadratmeter.

- Vi har allerede skiftet kældervinduerne og elpærer ud, hvor vi kan. Og når frosten er væk, skal vi have nyt tag med solceller på huset, siger en begejstret Kim Christensen.

Ægteparret har ligesom 40 ud af 230 mulige husstande fået lavet en energirapport hos ZERObolig. Desuden har de deltaget i et kursus med fokus på energibesparelse i egen bolig.

- Vi lærte selv at lave beregninger. Det var utroligt at se hvor lidt, der skulle til for at spare mange penge, siger Grethe.

Parret har også været på kursus i at køre »grønt«. Det gav dem en række redskaber, der udløste en brændstofbesparelse på omkring 18 procent. Kursusdeltagerne sparede i gennemsnit faktisk 35 procent. I år skal Grethe være med på et kursus, hvor hun lærer at lave mere bæredygtig mad.

- Vores motivation er at spare penge, og så gør vi det for miljøets skyld. Vi har jo kun jorden til låns, siger parret.

Det er Sønderborg Kommune, som har igangsat projektet som en del af visionen om at blive Europas første CO2-neutrale område i 2029. De to landsbyer har selv meldt sig til projektet.

- Det er flot, at Kær Halvø har modet og viljen til at arbejde med bæredygtighed på landsbyplan, siger Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti), formand for Kultur- og Erhvervsudvalget.

JydskeVestkysten den 25. januar 2013
Af Claus Rantzau Møller

29. januar 2013

Cookiepolitik