Andelsboligforeninger får styr på energien

30 repræsentanter fra 14 forskellige private andelsboligforeninger i Sønderborg Kommune mødtes til en eftermiddag i energibesparelsernes tegn.

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation og ProjectZero var værter ved mødet torsdag den 29. januar. Med fokus på energibesparelser blev deltagerne guidet igennem boligen set indefra, udefra og i salgs øjemed.


Smartere adfærd i boligen kan få energiforbruget til at dale

Sussie Mærsk, SE guidede deltagerne rundt i boligen med udgangspunkt i belysning og adfærd. Herunder alt fra standby-forbrug til valg af elpærer. Energirigtig adfærd i hverdagen sker ved tøjvask og tørring, ved madlavning, og ikke mindst ved udskiftning af boligens belysning til langt mere energibesparende produkter.

Flere af deltagerne var overraskede over hvilket potentiale der er for strømbesparelser bare ved at tjekke sin stand-by strøm. Og ligeledes at det slet ikke var nødvendigt at bruge så meget vand til at koge kartoflerne.

ZEROboligs energivejleder Charlie Lemtorp kom på banen med fordelene ved at boligen er fornuftig isoleret og at boligforeningens varmekilde gerne skal være baseret på vedvarende energi.

"For mit vedkommende handler det om at ændre på adfærden for at spare på energien derhjemme, det er jo gratis!" siger Anna Hansen, Hjorteparken i Gråsten. Merete Kjestrup, fra selvsamme boligforening var enig. "Vi tager det hele med til vores generalforsamling i foråret, for det her er spændende og for os er det på adfærden der skal spares, da vores boliger er nye".

Energimærkning er oppe i tiden

Som alle andre boliger skal også de private andelsboliger være opmærksom på boligens energimærke. Ejendomsmægler hos Nybolig, Bjarne Westh rettede fokus hen på energimærkningen. Nutidens boligkøbere er meget opmærksomme på husets energimærkning, derfor er det vigtigt at holde sig for øje at boligen skal sælges på et tidspunkt, og måske skal energirenoveringen ske nu for at det bliver rentabelt for den enkelte andelsboligejer.

Spred budskabet

Kredsformand for ABF Sydjylland Lisa Lassen var slet ikke i tvivl om vigtigheden af at afholde informationsmøde for boligforeningernes repræsentanter. "Det er nu meningen at I alle skal gå hjem og sprede budskabet om at vi vil spare på energien, det gavner os alle at vise omtanke i den daglige adfærd".

Deltagerne gik hjem med en konkurrencefolder om hvem der kan spare mest på strømmen i marts. En hulmursisolering står på spil som gevinst for alle boligejerne i de 14 boligforeninger.

Alle præsentationer fra informationsmødet kan ses her

Louise Johnsen
5. februar 2013
louise.johnsen@projectzero.dk

5. februar 2013

Udskift til den rette belysning



ClimaCare sørgede for at give deltagerne information om energibesparende belysning i boligen.

Tjek dit energiforbrug



Sussie Mærsk fra SE, viser det daglige energiforbrug i en given bolig. Du kan tjekke dit eget forbrug på www.se.dk

Spar penge ved ny belysning



Merete Kjestrup og Anna Hansen lytter interesseret til ClimaCares information om energibesparende belysning.

Cookiepolitik