Sønderborg-området har realiseret 22 % CO2-reduktion

Grøn fjernvarme og grønnere el er sammen med flotte besparelser i industri og landbrug hovedårsagerne til en stor reduktion i Sønderborg-områdets CO2-udledning. Udledningen er fra 2007 til 2012 reduceret med 22 %.

CO2-udledningen i Sønderborg-området er reduceret med mere end 151.000 tons eller 22 % fra 2007 til 2012. Det viser ProjectZeros seneste opgørelse over områdets energiforbrug og CO2-udledning, som er verificeret af NIRAS-konsulenterne. Sønderborg-området er dermed godt på vej til at realisere del-målsætningen med 25 % CO2-reduktion i 2015.

Mindre fossilt og mere vedvarende

To af hovedårsagerne til de store reduktioner er den positive udvikling i CO2-udledningen fra både fjernvarme- og elproduktionen.
Lokalt har Sønderborg-områdets fjernvarmeselskaber stået for en stor omstilling til grønne kilder, og har dermed reduceret udledningen af drivhusgasser væsentligt. Samtidig har mange boliger og virksomheder i området tilsluttet sig fjernvarmen, og er gået væk fra opvarmning baseret på olie og naturgas.

På landsplan er elproduktionen over de seneste år blevet meget grønnere, i takt med at der bliver indfaset mere og mere el fra vedvarende kilder. Særligt flere vindmøller og brugen af biomasse på de centrale kraftværker har nedbragt udledningen, men også flere solceller og biogasanlæg har bidraget til reduktionen.

Lokalt i Sønderborg-området produceres der mindre el end tidligere, men den lokale produktion er også blevet mere grøn, så der udledes lige meget CO2 per forbrugt kWh, hvad enten elektriciteten er fra Sønderborg-området eller importeret.
Forbruget af både olie og naturgas er faldet væsentligt i Sønderborg-området. Korrigeret for sæsonudsving er olieforbruget faldet med mere end 28 % fra 2007 til 2012.


Den store grønne omstilling hos Sønderborg-områdets fjernvarmeselskaber er en af hovedårsagerne til den store reduktion i CO2-udledningen. Her ses Sønderborg Fjernvarmes nye facilitet på Vestermark i Sønderborg.

Grønne virksomheder

Energibesparelser er også en del af den store reduktion i perioden.

Samlet set har Sønderborg-området sparet næsten 11 % på energiforbruget i 2012 i forhold til 2007, og grønne virksomheder er blandt de helt store bidragsydere.

På nationalt plan har industrien i flere år fundet energibesparelser og reduceret CO2-udledningen, og Sønderborg-området står ikke uden for denne udvikling. I fremstillingsprocesser hos områdets industri og landbrug er der således realiseret markante besparelser på energiforbruget, som i 2012 var 23 % lavere end i 2007.

Næsten alle er med

Der ses flotte reduktioner i CO2-udledningen fra næsten alle segmenter i Sønderborg-området, mens et par enkelte stadig kæmper for at vende udviklingen.

Sønderborg Kommune har vist det gode eksempel, fundet store besparelser og bidraget positivt til områdets flotte resultat. Det er dog desværre ikke lykkedes at skabe tilsvarende reduktioner i resten af det offentlige segment, som har øget CO2-udledningen med næsten 20 % siden 2007. Segmentet omfatter eksempelvis sygehuse, slotte og museer og lignende. I handels og servicesektoren er udledningen ligeledes steget siden 2007, dog kun med ca. 4 %.


11. december 2013

Christian Eriksen
christian.eriksen@projectzero.dk

+45 6550 8197

11. december 2013

Cookiepolitik