Brug klimapolitikken til rettidig omhu og skab grønne jobs

Regeringens mål med den fremlagte klimaplan er, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 40 % i 2020 i forhold til 1990. Regeringen har fremlagt et virkemiddelkatalog med 78 indsatser, som viser specifikke veje til at reducere CO2-udledningen indenfor transportsektoren, landbruget, bygninger og affaldssektoren.

Klimaplanen viser, at vi i Danmark mangler at reducere hvad der svarer til fire mio. ton CO2 i 2020 for at leve op til regeringens mål. Udfordringen skal løses så omkostnings-effektivt som muligt, samtænkes med øvrige sektorudfordringer og løses i dialog med bl.a. erhvervslivet.

ProjectZero hilser klimaplanen velkommen. Der er behov for at inddrage og samtænke indsatserne på sektorer, og områderne bygninger, transport, landbrug og affald spiller alle en stor rolle i ProjectZero indsatsplanen for et CO2-neutralt Sønderborg-område i 2029. De er ligeledes alle helt centrale for Sønderborg-områdets 2020-ambition om at halvere områdets CO2-udledning i 2020. Men der er behov for at lægge langsigtede udviklingsspor ud nu og styrke fokus på den relaterede jobskabelse.
Udskiftning af vinduer i et parcelhus

Virkemiddelkataloget udgør en udmærket inspiration, men der er behov for robuste og langvarige indsatser, som sikrer at de sektor-relaterede indsatser peger mod det langsigtede mål.

Dette gælder især for bygningsmassen, som tegner sig for ca. 40 % af energiforbruget og har levetider på over 100 år. Kravene til vinduer foreslåes skærpet, så fremtidige vinduer i stedet for energiforbrug, tilfører bygningen energi.

Men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og sikre at alt nybyggeri (og i princippet alle bygninger), ligesom Sønderborgs ZERO+ hus, afleverer et overskud af energi til samfundet? På denne måde fremtidssikres samtidig ejendomsværdierne og Danmark er på forkant med den nye europæiske standard NZEB (Nearly ZERO energy buildings), som frem mod 2050 skal reducere energiforbruget i bygninger med 90 % - på tværs af de europæiske grænser.

Virkemiddelkatalogets oversigter bør ligeledes suppleres med den forventede jobskabelse, således at den relaterede beskæftigelse bliver en vigtigt beslutningsparameter, og således at realiseringen kan skabe den nye grønne vækst som samfundet hungrer efter.

Læs regeringens klimaplan

"Nogle initiativer kan gennemføres med en samfundsøkonomisk gevinst. Andre vil være meget dyre. Regeringen vil tænke klimaet ind, hver gang der skal træffes beslutninger inden for landbrug, transport og miljø. Det vil sikre en klog og økonomisk forsvarlig klimapolitik", sagde Martin Lidegaard ved offentliggørelsen.

21. august 2013

For yderligere oplysninger:

Peter Rathje
peter.rathje@projectzero.dk

21. august 2013



Klima-, energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard



Cookiepolitik