Vindmøller med ny teknologi rejser sig i Mintebjerg


Vindmøller med ny teknologi rejser sig i Mintebjerg

Vindmøller, dinosaurer og store maskiner - der er fuld gang i den ved opstillingen af to store vindmøller ved Mintebjerg.

I disse dage skyder to store Siemens vindmøller op på Per Bonefelds mark ved Mintebjerg. Vindmøllerne er monteret med den sidste nye teknologi der er inspireret af dinosaurer og hjælper på både effektiviteten af vindmøllen og nedbringer støjen.

Projektet, der er det første af Sønderborg-områdets store vindmølleprojekter, har været flere år undervejs men i slutningen af marts 2013 stod den første af vindmøllerne klar til at blive sluttet til nettet og begynde på at producere CO2-neutral energi til Sønderborg-området. Det forventes at den første af møllerne sættes i drift i starten af april og at den anden idriftsættes kort efter.

Ny teknologi forbedrer udnyttelsen af vinden og dæmper støjen

De to store vindmøller af type Siemens SWT er på hver 2,3 MW og er monteret med den seneste nye udvikling indenfor vindmøllers aerodynamik.

Inspireret af en forhistorisk dinosaur har Siemens udviklet såkaldte "DinoTails", der er små "takker" monteret langs møllevingens kant. Disse giver både en større overflade så der produceres mere energi og nedsætter støjen fra vindmøllen ved at bryde luftstrømmene bag vingen mens den passerer igennem luften.


DINO-tails på vingekanten er med til at reducere støjen fra vindmøllen
En anden tilføjelse er de såkaldte "DinoShells", der mest af alt minder om en række sneskovle der er monteret inderst på vindmøllevingen, hvor den af styrkemæssige hensyn er afrundet og dermed ikke hjælper med at producere energi. Disse nye "DinoShells" giver bedre udnyttelse af vinden ved at forlænge den del af vingen der er med til at producere opdrift og dreje vingerne rundt.

Den sidste nye tilføjelse kaldes "Vortex Generatorer" er små trekantede fremspring fra vingen der skaber turbulens hen over den sidste del af vingen og dermed sørger for at vinden populært sagt "holdes på vingen længere tid". Teknologien har været kendt fra flys vinger i flere år og er nu blevet adopteret af vindmølleproducenterne.


Den første af Mintebjerg møllerne i flot solskin over Sydals

Et puslespil i den største skala

Det er ingen let sag at rejse en 130 meter høj vindmølle der sammenlagt vejer flere hundrede ton. Til det arbejde har man brug for ikke bare en, men to massive kraner, den største med en samlet løfte kapacitet på massive 750 ton. Kranen er så stor at det kun er dens hjul og nederste dele der kan køre på vejen, både kranarmen, kranhuset, modvægtene og de store spil og kabler transporteres separat i mange dele frem til opstillingsstedet.

Christian Eriksen
3. april 2013

christian.eriksen@projectzero.dk

2. april 2013



DinoShells langs den runde del af vindmøllevingen giver bedre produktion af energi



Vortex generatorer langs vingen øger effektiviteten



Kranen der skal bruges til at løfte delene kan løfte 750 ton og er så stor at den skal transporteres i mange dele fra sted til sted



Det er tungt gods der skal flyttes når vindmøller rejses - Initiativtager Per Bonefeld ved en af de massive løftepunkter



Sådan ser indersiden af en vindmøllevinge ud - en mand kan let stå oprejst!

Producerer el til 3.000 husstande

Når vindmøllerne idriftsættes i løbet af april vil et vigtigt skridt være taget imod et CO2-neutralt Sønderborg-område.

Mintebjerg møllerne er nemlig det første af flere store vindmølleprojekter i området der skal producere den CO2-neutrale el der bliver rygraden i fremtidens smarte energisystem. De to møller i Mintebjerg kommer til at producere el svarende til omkring 3.000 husstandes forbrug.

Cookiepolitik