Klimakloge vikinger maler klubben grøn


Klimakloge vikinger maler klubben grøn

Vikingeklubbens 1.100 medlemmer bakker op om et CO2-neutralt Sønderborg og har netop monteret stort solcelle-anlæg på Vikingeklubbens tagflader; dermed er klubben godt på vej til at blive CO2-neutral. Den flotte natur og det rene vand forpligter.

."Når vi vil nyde naturen, det friske vand og sveder i saunaen, så kan og bør vi ikke bare bruge løs af ressourcerne" siger klubbens formand Martin Johnsen og kasserer Kristian Knutzen samstemmende og fortsætter, "derfor har vi investeret 250.000 kr. i klubbens egen PV-anlæg og produktionen er allerede godt i gang" siger de 2 vikinger i forbindelse med indvielsen af anlægget lørdag den 20. april 2013.


Borgmester Aase Nyegaard roste initiativet og sagde at det rummer alle elementer af ProjectZero: lokal grøn energiproduktion, massiv borgerinddragelse (1100 medlemmer), demonstration af bedste løsninger og bedste håndværk med Kina som målgruppe.

Vikingeklubben bruger energi!

Belysning, varmt brugsvand, opvarmning af omklædningsrum og ikke mindst de 2 store saunaer får klubben til energimæssigt at ligne andre sportsanlæg. Men Vikingerne i Sønderborg er ansvarlige og følger ProjectZeros anbefalinger om energieffektivisering og grøn energiforsyning. LED-belysning og velfungerende timere sikrer at der bruges mindst mulig strøm og varme. Det nye PV-anlæg skal sammen med strøm fra vindmøller sikre den grønne strømforsyning.


Dannebrog gik til tops foran Vikingeklubben i forbindelse med indvielsesreceptionen

Et demonstrationsanlæg

Anlægget består af 2 anlæg, et på damesiden og et på herresiden. Hver har en 6kw Danfoss inverter og 28 PV-paneler a 250wp. Der forventes en årlig produktion på ca 5900 kw pr. anlæg, hvilket forventes at dække ca. 25 % af klubbens strømforbrug.

Anlæggene er på flere områder specielle. Det ene anlæg ligger syd og øst, det andet syd og vest, hvilket gør det muligt at følge, hvilket anlæg der yder mest. Begge anlæg ligger ude på vandet og det bliver spændende at se om dette har nogen betydning for både produktionstal og vedligeholdelse. Anlæggene er leveret og monteret af "Elektrikeren", hvis direktør Ole Ravn glæder sig til at følge anlæggenes produktionstal.

Sønderborg Fjernvarme leverer den grønne varme til varmt brugsvand og opvarmning af omklædningsrum. Om nogle år vil den grønne strøm fra områdets egne vindmøller kunne gøre Vikingeklubben 100 % CO2-neutral.

ProjectZero takker den fremsynede bestyrelse og klubbens mange medlemmer for at bakke op om et CO2-neutralt Sønderborg-område og "feje for egen klub".

Peter Rathje
24. april 2013

peter.rathje@projectzero.dk

24. april 2013



Vikinge-medlemmerne mødte talstærkt op til indvielsen og nød den flotte forårslørdag



Borgmester Aase Nyegaard i samtale med Vikingeklubbens formand Martin Johnsen, som i dagens anledning var dekoreret med ProjectZeros højeste udmærkelse: I``m a BIG ZERO!



Formand Martin Johnsen sammen med kasserer Kristian Knutzen

Cookiepolitik