Handelsminister Pia Olsen Dyhr roser Sønderborgs store omstillingsproces

Handelsminister Pia Olsen Dyhr roser Sønderborgs store omstillingsproces

Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr besøger torsdag den 25. april Sønderborg og diskuterer vækst med en række af områdets grønne vækst-skabere. Ministeren roser de igangsatte initiativer og måden opgaverne løses på.

"Sønderborg-området sætter en klar kurs mod det CO2-neutrale samfund. Området går forrest i den grønne omstilling - ikke bare i Danmark, men også på den internationale scene. Gennem nyskabende samarbejde i udlandet, ikke mindst i Kina, bidrager Sønderborg til både at udbrede kendskabet til energirigtige løsninger og til at udvikle nye løsninger til gavn for klodens bæredygtige udvikling. Det skaber også vækst og beskæftigelse i Danmark," udtaler handels- og investeringsministeren.

Borgmester Aase Nyegaard byder velkommen på Alsion, hvorefter Lean Energy Cluster og ProjectZero præsenterer både nationale og internationale vækst-initiativer. Herefter vises Ministeren rundt på forskningslaboratorierne på SDU/Alsion, hvor fremtidens spirende teknologier skal skabe nye vækstvirksomheder.

På vej til Danfoss får Ministeren en opdatering til en række af områdets demonstrationsprojekter; omfattende bl.a. ZERO+ huset, geotermi og grøn fjernvarme samt et grønt Linak. Vigtige elementer i Sønderborgs store omstilling til et CO2-neutralt vækstområde i 2029, som også vises frem for de mange besøgende gæster fra hele verden.

På Danfoss mødes Ministeren bl.a. med Danfoss CEO Niels B. Christiansen og iværksættere fra Mads Clausen Entrepreneurparken.

"Grøn omstilling nås gennem tæt offentligt-privat samarbejde og opbygning af stærke cleantech klynger. Sønderborg har begge dele. Det tætte samarbejde mellem erhvervslivet og Syddansk Universitet i Sønderborg er i særklasse. Virksomhederne får adgang til forskning i nye teknologier og dygtige nyuddannede medarbejdere. Det er grundlaget for, at Danmark kan fastholde førerpositionen inden for cleantech, skabe eksportdrevet vækst og bidrage til klodens bæredygtige udvikling," slutter handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, som glæder sig til besøget i Sønderborg.

Jørgen Jørgensen, lokal SF-formand, medlem af Sønderborg byråd og formand for Socialudvalget ledsager Ministeren under besøget i Sønderborg.

Læs formiddagens besøgsprogram her

24. april 2013

Cookiepolitik