God dialog om vindmøller ved Avnbøløsten


God dialog om vindmøller ved Avnbøløsten

Der var god dialog og mange fremmødte deltagere da initiativtagerne for et nyt vindmølleprojekt ved Avnbøløsten onsdag den 17. april 2013 afholdte informationsmøde på Bakkensbro Skole i Ullerup. Mere end 55 borgere var mødt op til mødet på den lune forårsaften og de mange tilhørere, gode oplæg og en konstruktiv dialog gjorde at både modstandere og tilhængere blev klogere på opstilling af vindmøller ved aftenens debat.

Initiativtagerne Carl Christian Lei og Johan Solmer havde indbudt til mødet med henblik på at naboer og borgere i området kunne blive informeret om planerne for at opstille mellem 2 og 3 vindmøller ved Avnbøløsten, tæt på den nye motorvej.

Efter en velkomst fra initiativtagerne indeholdte aftenens program oplæg fra ProjectZero, Vindmøllerejseholdet og Sønderborg Kommunes planafdeling.

Af særlig interesse var oplægget fra Jens Puplier fra Miljøministeriets Vindmøllerejsehold. Jens Pouplier redegjorde for lovgivningen samt de støjgrænser som skal respekteres for at møllerne kan opstilles, ligesom emner som skyggekast, helbred og støjmålinger også blev dækket. Jens Puplier fortalte også om køberetsordningen hvor mindst 20 % af mølleandelene skal udbydes til interesserede naboer indenfor en 4,5 km. afstand til kostpris. Investering i møllerne er normalt tjent hjem på 10-12 år, hvor møllerne forventes at have en levetid på mindst 25 år.

Aftenen sluttede med en livlig debat der strakte sig over mere end en time med mange kvalificerede spørgsmål. Der var særligt interesse for støjgrænserne og målingen af støjpåvirkning ved naboer og lovgivningen herom.

Læs mere om vindmøller generelt på ProjectZeros informationsside om vindmøller her

Christian Eriksen
23. april 2013

christian.eriksen@projectzero.dk
+45 6550 8197



Initiativtager Karl Christian Lei og borger i samtale om vindmølleprojektet

23. april 2013

Cookiepolitik