ProjectZero-budskabet præsenteres på EU-Kina topmøde om bæredygtig byudvikling

Der er tråde direkte til Sønderborg-delegationens tur til Kina i april i år, når borgmester Aase Nyegaard torsdag går på talerstolen i Bruxelles. EU-China Mayors Forum holder topkonference om bæredygtig byudvikling med deltagelse af Kinas premierminister Wen Jiabao og EU-kommisionens formand Jose Manuel Baroso.

I forbindelse med konferencen har Sønderborg Byråd nyligt tiltrådt Covenant of Mayors (borgmesterpagten), hvormed Sønderborg Kommune sammen med ProjectZero styrker deltagelsen i realiseringen af EU's klimamålsætninger.

Der er ingen tvivl om, at den offentlig-private indsats i ProjectZero i høj grad har været med til at bane vejen for Sønderborgs deltagelse på denne første konference om bæredygtig byudvikling i det nye EU-Kina partnerskab.

"ProjectZero er kendt langt ud over landets grænser. Vi oplevede i Kina, at den eksplosive byudvikling derude har brug for, at vi støtter op med viden om bæredygtige løsninger, som vi er langt fremme med i Danmark. Samtidig ønsker vi, at vore virksomheder får del i Kinas vækst. På denne måde går klima og forretning hånd i hånd", siger Aase Nyegaard.

Borgmesteren taler på torsdagens "round table" om Sønderborgs erfaringer med bæredygtig byudvikling. De øvrige europæiske deltagere er borgmestre fra Nicosia på Cypern, Antwerpen i Belgien, Sofia i Bulgarien og Rennes i Frankrig. Fra Kina deltager bl.a. viceborgmestrene fra Beijing og Tianjin - hvor Tianjin er en af de byer, Sønderborg-delegationen besøgte i april. Mere end 100 kinesiske borgmestre deltager sammen med den kinesiske premierminister Wen Jiabao i konferencen, hvilket viser Kinas store interesse for både samarbejde og løsninger.

"Det er en meget vigtig position, Sønderborg har indtaget her. Sønderborg-områdets energi- og klimaløsninger inspirerer allerede nu kinesiske byer og baner vej for eksportaftaler for områdets virksomheder. Kommunens tiltræden af Borgmesterpagten viser, at vi bakker op om EU's klimamålsætninger på helt samme måde, som EU i 2010 bakkede op om ProjectZero med tildeling af Den europæiske Energipris 2010. Nu sluttes ringen, og samtidig bekræftes vores stærke samarbejde med ambitiøse kinesiske byer", siger direktør i ProjectZero, Peter Rathje, der sammen med Danfoss også deltager i konferencen torsdag.

Danfoss præsenterer i forbindelse med konferencen fjernvarme/-køling som en vigtigt indsatsområde, når byerne skal gøres CO2-neutrale. Læs mere her

Evt. yderligere oplysninger hos Peter Rathje, tlf. +45 4040 8636.

18. september 2012

18. september 2012

Cookiepolitik