Skoleelever tegner til Præsident Clinton

Skoleelever fra 0.-3. klasse i hele Sønderborg-området er i fuld gang med at lave tegninger til Præsident Clinton, der gæster Sønderborg den 14. november i forbindelse med CSR AWARDS 2012.

Børnene er blevet bedt om at tegne deres bud på hvad de gør for at spare på energien og gerne med nye originale idéer til hvordan vi kan undgå at bruge fossile brændstoffer. Vindertegningerne samles på en plakat der overrækkes til Præsident Clinton den 14. november på Rådhustorvet i Sønderborg.

1.a. fra Augustenborg Skole har taget udfordringen op og vil igennem faget Natur & Teknik give børnene indblik i hvad klimaet er for en størrelse og hvordan vi kan spare på energien. Klassen arbejder videre med tegningerne i dansktimerne.

"Det er et rigtig spændende projekt og vi har alle et fælles ansvar for ProjectZero-visionen. Derfor er vi selvfølgelig med i konkurrencen", siger Elke Jensen, klasselærer i 1.a på Augustenborg Skole. "Jeg har en flok drenge og piger i klassen, der er meget glade for at tegne, så det passer helt perfekt", fortsætter Elke Jensen.

Tegningerne skal være indsendt til House of Science senest den 31. oktober, hvorefter de 10 bedste tegninger udvælges og sammensættes til en flot plakat.

Bag CSR AWARDS 2012 står CSR Fonden som arrangører.

LJ
25. oktober 2012


25. oktober 2012

Cookiepolitik