Håndværkerne klædt på

Onsdag den 3. oktober 2012 afholdt ZERObolig fyraftensmøde for Sønderborg-områdets håndværkere, arkitekter, ingeniører og bankrådgivere. Deltagerne blev informeret om bl.a. energitilskud, nyt kursusprogram, ZERObolig status og det nye ZERObyg-projekt.

"Energitilskud til renovering" var eftermiddagens hovedtema. Energitilskuddet er et tilskud som kan udnyttes, når man står overfor energirenovering i sin bolig. Morten Dahlmann fra SE Big Blue fortalte håndværkerne om hvordan de kan hjælpe deres kunder med at få energitilskud. Mange kunder spørger ofte efter rabatter og tilskud, og denne ordning sammen med håndværkerfradraget er en af de ting, som håndværkerne kan tilbyde.

Conni Jakobsen fra EUC Syd fortalte håndværkerne om det nye kursusprogram. De forskellige kurser skal være med til at styrke håndværkernes kompetencer inden for bl.a. energioptimering- og renovering, forskellige løsninger og installationer i boligen, kundeservice og salgsteknik.

ZEROkørekort blev også præsenteret for håndværkerne, som synes det var et godt initiativ. "Det er positivt at boligejerne og vores kunder kan blive bedre til at se energi-muligheder i egen bolig" udtrykte Lars Thomsen fra ATsolar.

BOLIUS var repræsenteret med direktør Ulrik Heilmann og redaktionschef Kristine Virén. De havde taget den lange vej fra Sjælland til Sønderborg for at deltage i mødet og høre mere om ZERObolig. Næste nummer af Bedre Hjem, som er Bolius´ magasin for boligejere, fokuserer på energirenovering. I denne forbindelse vil der også være historier og artikler om ZERObolig, som hjælper boligejere i Sønderborg-området med energirenovering.

Der var god stemning blandt håndværkerne og de andre deltagende efter mødet, som kom rundt omkring forskellige relevante emner.

Eftermiddagens præsentationer kan ses her

Håndværkerne kan allerede nu sætte kryds i kalenderen den 20. november 2012, hvor der igen afholdes fyraftensmøde. Fyraftensmødet afholdes i vante rammer for håndværkerne, nemlig Borgen som er under opbygning. Til dette fyraftensmøde vil der især være fokus på hvad der sker i Sønderborg-området det næste års tid, herunder havneprojektet. Herudover vil borgmester Aase Nyegaard deltage i mødet.

PB
9. oktober 2012

9. oktober 2012







Direktør for Bolius Ulrik Heilmann

Cookiepolitik