Ny mulighed for at få kørekort i at spare på energien


ProjectZero udbyder sammen med LOF nye kurser til indbyggerne i Sønderborg Kommune. Med ZEROkørekort kurserne får kursisterne et godt indblik i mulighederne for at spare på energien og gøre noget godt for klimaet samtidig.

Vidste du, at jorden om efteråret har en temperatur på 8-10 grader?

Eller at grundvandet i Danmark er godt 9 grader varmt?

De informationer er vigtige at have med i regnestykket, når man overvejer at skifte husets dyre oliefyr ud med den billigere jordvarme.

Hvis man vælger at investere i et jordvarmeanlæg, skal man nemlig sørge for, at anlægget er stort nok til at varme huset op, lød budskabet fra Conni Jakobsen. Hun underviser på kurset ZEROkørekort, der giver kursisterne et indblik i mulighederne for at spare på energiregningen og samtidig gøre noget for at begrænse udledningen af CO2.

"Vi har et utroligt godt hold, som virkeligt efterspørger viden. Alle er utroligt spørgelystne. De sidder jo med deres egen bolig, hvor de gerne vil regne på mulighederne for at spare på energien," siger Conni Jakobsen.

Formålet med kurset er netop at klæde deltagerne bedre på til at navigere i de mange muligheder for at spare på energiregningen. Conni Jakobsen peger på, at mange deltagere inden kurset for eksempel kunne have været i tvivl om, om solceller nu ville være den bedste løsning for dem, eller om de måske alligevel skulle tale med banken om et lån til et jordvarmeanlæg?


Alle borde besat

Og på trods af denne torsdags mørke, hvor en novemberaftens silende regn ikke indbød til at komme ud hjemmefra, var alle borde besat i kursuslokalet, da Conni Jakobsen begyndte undervisningen i LOF's lokaler på Ørstedsvej i Sønderborg. Hun var ikke mange minutter inde i undervisningen, før den første finger røg i vejret.

Og efterspørgslen har været lige så overvældende som spørgelysten. Holdene på ZEROkørekort er næsten fyldt op lyder det fra Robin Thusing, leder af LOF Alssund.

"Vi er gået ind i projektet for at bakke op om et godt projekt. Ja, faktisk er det så godt, at vi slet ikke kan lade være. Vi i LOF arbejder jo med folkeoplysning, så det er jo oplagt, at vi går med ind i et projekt, der er godt for miljøet," siger han.

Også Conni Jakobsen forventer, at alle deltagere får noget viden med hjem, som de kan anvende i hverdagen.
Den store efterspørgsel efter viden om at spare på energien og gøre noget for miljøet har medført, at ProjectZero nu også udbyder ZEROkørekort i det nye år.

Læs mere på www.alssund.lof.dk og www.zerobolig.dk.

LJ
9. november 2012

6. november 2012

Cookiepolitik