Det grønne guld flyder i gaderne


110 rådgivere og håndværkere blev på BORGEN den 20. november opdateret på de kommende års bygge- og anlægsprojekter i Sønderborg-området. Energikompetencer og proaktiv-adfærd er adgangsbilletten til den grønne jobfest.

"Fjernvarmen er allerede grøn og masser af tilslutninger venter på at blive udført. Vær offensive i Jeres indsats på markedet, for guldet flyder allerede i gader og stræder" lød den klare opfordring fra Vivian Krøll, chef for Plan & Byg i Sønderborg Kommune.

Ikke kun fjernvarmen, men også boligforeningerne, havneselskabet, kommunen og ZERObolig bød sig til med grønne jobmuligheder. Borgmester Aase Nyegaard opfordrede således med et samlet kommunalt anlægsbudget på 195 mio. kr. til samarbejde med hele bygge-, anlægs- og rådgiverbranchen om en sammenhængende indsats som skal sikre både energimålsætninger og grøn jobskabelse.

Dansk Byggeris Camilla Damsø Pedersen kiggede i krystalkuglen og så både muligheder og trusler i det kommende år. Mulighederne ligger indenfor Danmarks offensive energisatsning som dog stækkes (truslen) af bortfald af fradragsordninger, omlægning af nettomåler-ordningen m.v. I værste fald mister byggebranchen i 2013 på landsplan op til 3.000 jobs.

ProjectZeros Peter Rathje fortalte og dokumenterede, at Sønderborg-området har fastholdt en høj beskæftigelse i byggebranchen siden 2009, hvor den i resten af landet er faldet med ca. 18 %. "Lad os sætte alle gode kræfter ind på at fastholde beskæftigelsen; vi har fortsat masser af muligheder i områdets store grønne omstilling", lød opfordringen fra Peter Rathje.

EUC Syds Hans Lehmann orienterede om ZERObyg - den seneste knopskydning på ZERO-kompetenceudviklingen, et projekt som er støttet af den Europæiske Socialfond og Vækstforum Region Syddanmark. Der er behov for at udvikle en helt ny kompetenceplatform for at kunne håndtere udviklingen omkring SmartGrids m.v. Men det handler ikke kun om teknik, for fremtidens energismarte håndværksvirksomhed kræver, at du ikke kun ser din kollega som konkurrent, men også som samarbejdspartner, konkluderede Hans Lehmann.

Herefter var der orientering om BORGEN-byggeprojektet og efterfølgende rundvisning på byggepladsen.

Arrangementet blev gennemført med absolut minimal anvendelse af fossilenergi. Kun lyset fra 5 lysstofrør og projektoren var med til at opvarme lokalet i parkeringskælderen under BORGEN, resten af varmen måtte hentes fra deltagernes personlige varmedepoter.


Download Energi- og Byggemessens præsentationer her:

PR
21. november 2012

21. november 2012



Borgmester Aase Nyegaard talte på årets Energi & Byggemesse om kommunens rolle og grønne investeringer i de kommende år



Hans Lehmann, EUC Syd orienterede om ZERObyg kompetanceplatformen



Vivian Krøll, chef for PLAN & BYG, Sønderborg Kommune forklarer kommunens rolle som katalysator

Cookiepolitik