Bill Clinton shoppede i en ZERObutik


Præsident Bill Clinton fulgte gågadens grønne fodspor og besøgte en af byens 80 ZERObutikker - Juhls Bolighus.

Da præsident Bill Clinton onsdag den 14. november gæstede Sønderborg i forbindelse med CSR AWARDS 2012, besøgte den fornemme gæst en af byens handelsgader. Med følgeskab af et stort opbud af Secret Service, PET og politi ønskede Clinton at se nærmere på Juhls Bolighus, en af byens ZERObutikker, som sælger designermøbler og accessories.

"Vores møbler er aldrig blevet passet så godt på, som i de 35 minutter Clinton var i butikken", fortæller Jørn Juhl, indehaver af Juhls Bolighus. "Den forhenværende præsident var et yderst behagelig og nærværende og udviste stor interesse for danske møbler", fortsætter Jørn Juhl.

"Det var en anerkendelse af butikken at han kom forbi og rart at få et skulderklap som dette", siger Jørn Juhl - "En spændende oplevelse!"

Juhls Bolighus blev certificeret til ZERObutik i 2011 ved at skifte hele butikkens belysningsspot ud til energibesparende metalhalogen spots og har isat rumfølere i udstillingslokalerne på 1. sal, derved tændes lyset kun når kunderne træder ind i de forskellige afdelinger.

Sammenlagt har ændringen i belysningen udgjort en besparelse på strømforbruget på 30 % og Jørn Juhl er derved slet ikke i tvivl om at investeringen i den nye belysning er fordelagtig.

ProjectZero havde i anledning af besøget peget på to ZERObutikker Wohlenberg og Juhls Bolighus som interessante besøgssteder i byen.


LJ
20. november 2012

20. november 2012



Bill Clinton i ZERObutikken Juhls Bolighus



Bill Clinton kigger sig omkring i Juhls Bolighus - en spændende ZERObutik i Sønderborg





Cookiepolitik