TESTenELbil søger nye testpiloter

TESTenELbil søger nye testpiloter

www.testenelbil.dk projektet i Sønderborg Kommune søger nye testpiloter. Projektet har allerede kørt et år i kommunen, og i starten af april vælges de næste 10 borgere, der skal testkøre elbilerne i projektets 5. runde. Men som noget særligt for de næste testpiloter vil de have elbilen til rådighed i seks måneder, frem for de sædvanlige tre måneder.

Det sker fordi de kommende testpiloter samtidig kan deltage i SE's pilotprojekt med dynamiske nettariffer. Det betyder, at man kan spare penge på el i hele husstanden ved at flytte sit elforbrug til tidspunkter, hvor strømmen er billigere.


To testprojekter i ét

Det vil sige, at de elbils-testpiloter, der skal deltage fra april og seks måneder frem samtidig skal være tilmeldt eller tilmelde sig SE's pilotprojekt hvor 300 el-kunder hos SE får mulighed for at blive afregnet med dynamiske nettariffer, som er betalingen for transporten af strøm igennem elnettet, samt med spot-afregning på deres elforbrug:

"Formålet med projektet er at undersøge, om det med prisincitamenter kan lade sig gøre at få kunderne til at flytte elforbrug til tidspunkter med høj elproduktion - og dermed lavere priser. Det kan f.eks. være om natten eller i perioder med særlig høj produktion fra vindkraft. Ved at sprede forbruget mere jævnt over døgnet, vil det blive lettere at udnytte de vedvarende energikilder og nye teknologier, som f.eks. el-biler, som Danmark i fremtiden i stadig højere grad skal benytte sig af," forklarer Jan Lyng Lauridsen, kommunikationschef i SE.


Stor interesse - og gerne flere ansøgere

1300 sønderborgere har indtil videre søgt om at blive testpiloter i projektet, som kører indtil foråret 2013 i Sønderborg, men ansøgninger er stadig velkomne.

"Borgerne i Sønderborg har vist en imponerende interesse for projektet," siger Tina Houlberg, projektkoordinator hos ChoosEV, "vi fortsætter med at opfordre flere til at søge, fordi det giver os et endnu bedre grundlag for at sammensætte testpiloter, i forhold til de kriterier der er opsat for testenelbil.dk."

Testpiloterne vælges typisk ud fra forskellige parametre som f.eks. alder, familiesammensætning, geografi og kørselsbehov.

Vil man nå at komme i betragtning til 5. runde, skal man tilmelde sig senest tirsdag d. 3. april. Tilmelding foregår på www.testenelbil.dk. De borgere, som allerede har ansøgt, er med i puljen hele vejen igennem forsøget og behøver ikke søge igen.

LJ


27. marts 2012



Stærk lokal forankring

Projekt www.testenelbil.dk i Sønderborg støttes af energiselskabet SE, som er medejer af ChoosEV og har valgt at støtte udrulningen af projektet i en række syd- og sønderjyske kommuner.

Også en række lokale virksomheder og aktører har valgt at støtte projektet, nemlig Kreditbanken, ProjectZero, Landdistriktsudvalget samt Bitten og Mads Clausens Fond.

Bag projekt "testenelbil.dk" står elbiloperatøren ChoosEV A/S, der er ejet af energiselskaberne SE og SEAS-NVE "Testenelbil.dk" er Europas største elbil-projekt, som er støttet af partnere i erhvervslivet, samt Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, som alle samarbejder om at blive klogere på elbilens placering i det danske samfund.

Cookiepolitik