6,5 ton CO2 sparet i TESTenELbil projektet i Sønderborg

6,5 ton CO2 sparet i TESTenELbil projektet i Sønderborg

Testenelbil.dk projektet i Sønderborg Kommune er nu i gang med 4. ud af i alt 8 runder i projektet. I projektets første 9 måneder har sønderborgere kørt det der svarer til mere end 2 gange rundt om jorden, og sparet 6,5 ton CO2 ved at køre på strøm frem for benzin eller diesel.

Når man som borger bliver udvalgt til at være testpilot i Europas største forskningsprojekt, bliver man udsat for lidt af hvert - udover at køre på strøm i ca. 3 måneder. Undervejs skal der udføres nogle opgaver - testpiloten skal dele ud af sine erfaringer på projektets blog, holde styr på opladning og kørsel i en køre-dagbog, og besvare nogle spørgeskemaer. Og så skal den nye elbilist være forberedt på at få noget opmærksomhed fra sine medborgere!

En testpilot skriver på bloggen:

"Overalt hvor jeg kommer hen, oplever jeg interesse for den lille, gule elbil. Den forårsgule farve vækker lidt opsigt på parkeringspladsen på min arbejdsplads, så den bliver både kommenteret af børn og forældre (jeg arbejder i en børnehave) og jeg svarer ofte på spørgsmål som: Hvor langt kan den køre? Hvor hurtigt kan den køre? Hvad koster det at lade den op? Den ene dag skulle jeg give en kollega et lift hjem, og hendes kommentar da hun kom ind i bilen var: "Jamen, den ligner jo en almindelig bil indeni!"

Stor interesse - og gerne flere ansøgere!

Over 1300 sønderborgere har indtil videre søgt om at blive testpiloter i projektet, som kører indtil foråret 2013 i kommunen. Der skal bruges 80 testpiloter, men ansøgninger er stadig velkomne. Det giver et endnu bedre grundlag for at sammensætte testpiloter, i forhold til de kriterier, der er opsat for testenelbil.dk. Testpiloterne vælges ud fra forskellige parametre som f.eks. alder, familiesammensætning, kørselsbehov og kørselsmønster.

Projekt testenelbil.dk i Sønderborg støttes af energiselskabet SE, som er medejer af ChoosEV. Også en række
lokale virksomheder og aktører har valgt at støtte projektet, nemlig Kreditbanken, ProjectZero,
Landdistriktsudvalget samt Bitten og Mads Clausens Fond.

Bag projekt "testenelbil.dk" står elbiloperatøren ChoosEV A/S. "Testenelbil.dk" er Europas største elbil-projekt, som er støttet af partnere i erhvervslivet, samt Trafikstyrelsen og Energistyrelsen, som alle samarbejder om at blive klogere på elbilens placering i det danske samfund.

LJ


14. marts 2012

Cookiepolitik