Stor interesse for at se brændselscelleanlæg i drift


Hos Vej og Park afdelingen i Sønderborg Kommune er et brændselscelleanlæg ved at blive testet, og torsdag den 24. maj var der mulighed for interesserede borgere at se anlægget i drift.

Mange mødte op for at blive klogere på brændselscelleanlæg, der bruger opgraderet biogas som brændstof og derfor er lig med grøn energi. Prisen på et brændselscelleanlæg er lidt højere end et traditionelt naturgasanlæg, men driftsudgifterne bliver tilsvarende lavere, da anlægget både producerer strøm og varme.

Sønderborg Kommune bakker op omkring projektet, fordi det spiller fint sammen med områdets ProjectZero vision om at blive CO2-neutral senest i 2029.

"Hvis vi skal nå målet, er der brug for at dreje på rigtig mange håndtag. Vi skal isolere vores bygninger bedre og vi skal blive bedre til at bruge energien intelligent. Vi er i fuld gang med at konvertere til grøn energi. Men i de naturgasområder, som vi ikke kan nå med fjernvarme, er brændselscelleanlæg et spændende alternativ", siger borgmester Aase Nyegaard.


VB
25. maj 2012




25. maj 2012

Fakta om projektet

Parterne bag projektet er SE, Dantherm Power, Aalborg Universitet og Sønderborg Kommune.

Projektet støttes af Den Europæiske Fond for Regional udvikling samt Erhvervs- og Byggestyrelsen

Fakta om brændselscelleanlæg

En brændselscelle er en elektrokemisk motor, der ved hjælp af biogas producerer el og varme. Der er tale om en forholdsvis lille mængde strøm anlæggene leverer set i forhold til traditionelle kraftvarmeanlæg.

Anlæggene er dimensioneret til private husstande som de skal forsyne med el og varme.



Cookiepolitik