Tandslet Friskole fik is for de bedste ideer

Tandslet Friskole løb med sejren i årets COOL konkurrence. Og grupperne Glitner og Glaser kunne stolt give kammeraterne is på denne sidste skoledag.

De to grupper af energiske børn fra 4.-6. klasse har sat friskolen på det europæiske energikort med det fantastiske stykke arbejde som de har bidraget med til årets COOL konkurrence 2012, hvor 5 skoler deltog.

Eleverne skulle sammen udarbejde et digitalt idékatalog med de sejeste, de mest opfindsomme og gerne brugbare idéer til hvordan de ser et fremtidigt klasseværelse og hele skolen kan blive mere bæredygtig.

-Det har været en sjov proces og vi glæder os til at føre de gode idéer ud i livet, siger lærer Marianne Clausen, der er stolt over at hendes to grupper har fået prisen for de bedste bæredygtige idéer. Efter ferien vil vi se om vi ikke kan etablere en hønsegård, så overskydende mad fra madpakkerne ikke kommer i skraldespanden, men evt. kan gives til dyrene, fortsætter Marianne Clausen, inden tænderne sættes i den gule Københavnerstang.


Der var stor begejstring da børnene fik nyheden om 1. pladsen og is til alle kammeraterne

Både Glitner og Glaser har leveret superflotte idékataloger, fuld af gode og nye ideer, der alle tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag. Der er både tænkt over ny teknologi og på mennesker og dyr. En Gå-i-Skole - Makker er slet ikke nogen dum idé. Og Plant-et-træ på første skoledag, kan være med til at give nye skolebørn fornuftig omtanke for miljøet fra skolestart.


Konkurrencen er forløbet i uge 25, hvor 1000 energiprojekter er løbet af stablen rundt om i hele Europa. Uge 25 var den europæiske uge for bæredygtig energi, og Sønderborg Kommune var med som den eneste danske by med vores COOL konkurrence, arrangeret af House of Science og ProjectZero.

SPAR Sønderborg på Grundtvigs Allé leverede isene!

LJ
29. juni 2012

29. juni 2012

Se GLITNERS idékatalog

Se GLASERS idékatalog



Isene gjorde lykke på Tandslet Friskole

Cookiepolitik