ProjectZeros masterplan tiltrækker interesse fra Europa



Deltagerne Fra Slovenien

Region Syddanmark var i juni vært for en europæisk delegation af folk, der skulle se nærmere på Sønderborgs erfaringer med ProjectZero-masterplanen for elimineringen af områdets CO2-udledning senest i 2029. I onsdagens program deltog endvidere en State Of Green erhvervsdelegation fra Poznan-regionen i Polen.

Region Syddanmark står i spidsen for projektet "Low Carbon Economy Regions" - i daglig tale kaldet LoCaRe-projektet. Projektet er støttet af EU med 30 mio. kr., der skal bruges til at udvikle klimavenlige løsninger regionalt og lokalt. Sønderborgs House of Science er lead-partner på et delprojekt, der handler om uddannelse af klimaambassadører, der skal hjælpe med at engagere skolelever, studerende og borgere i klimaarbejdet. De europæiske partnere i projektet er fra Holland, Sverige, Italien, Slovenien og Spanien.

Onsdag besøgte delegationen Linak, Sønderborg Fjernvarmes nye grønne sites, EUC Syd og Sønderborgs ZERO+ hus. På Linak hørte gæsterne om hvorledes virksomhedens klimaindsats går hånd i hånd med business. På EUC Syd fortalte Vicedirektør Hans Lehmann om hvorledes skolens bæredygtighedsstrategi går hånd i hånd med aktiv deltagelse i ProjectZeros læringsprogrammer.

Torsdag morgen bød borgmester Aase Nyegaard delegationen velkommen til Sønderborg og resten af dagen bød på oplæg og diskussion af ProjectZeros masterplan for vejen mod et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Der var oplæg ved ProjectZeros Peter Rathje og Christian Eriksen samt ved Martin Lehmann, assistant professor i miljøledelse fra Aalborg Universitet.

- Vi er glade for at kunne tiltrække og inspirere planlæggere og erhvervsfolk fra andre europæiske regioner og derved sætte yderligere skub i klimaindsatserne. Især vores offentlig-private samarbejdsform, områdets mange grønne cases og læringsinitiativer giver stor positiv respons fra de udenlandske gæster, siger ProjectZeros direktør Peter Rathje.

Læs mere om LoCaRe - Low Carbon Economy Regions - projektet her

PR

25. juni 2012



Vicedirektør Hans Lehmann fortæller om EUC Syd

25. juni 2012





Borgmester Aase Nyegaard byder velkommen



Klimachef Poul Friis Evald fortæller om LINAKs PV-anlæg til polske gæster



Cookiepolitik