Energien er alle vegne!

Fremtidens klima- og energiudfordringer betyder at vi skal tænke energi på en helt ny måde. Vi skal alle være med til at spare på og generere energien, endda på steder hvor vi traditionelt ikke tænker energiproduktion. Solceller er allerede et meget populært alternativ hos private og både varmepumper og husstandsvindmøller er også en løsning der ses mere og mere i og ved de danske hjem. Der arbejdes dog også på nye, mere specielle måder at lave energi på.

Fliser der laver elektricitet når man træder på dem?

I Tokyos undergrundsbane har East Japan Railways afprøvet et system med fliser der generer energi når man træder på dem. Ideen er at de mange togpassagerer der passerer igennem stationerne skal være med til at generere elektricitet til eksempelvis lystavler, billetautomater og lignende. Systemet fungerer med såkaldte Piezo-elektriske krystaller, der er krystaller der genererer en elektrisk ladning når de udsættes for slag eller tryk.

Krystallerne bruges allerede mange steder og er måske bedst kendt fra elektroniske lightere hvor et lille slag på en Piezo-elektrisk krystal genererer flere tusinde volt der skal til for at lighterens gnist kan springe.

Der er mange forslag til hvordan de smarte krystaller kan udnyttes: i Israel har et firma eksperimenteret med Piezo-elektriske jernbaneskinner, der har været eksperimenteret med Piezo-elektriske veje der forsyner gadebelysningen og der er endda installeret et energigenererende dansegulv i en Rotterdamsk natklub, baseret på de smarte små krystaller.

Udviklingen er bare endnu et eksempel på hvordan verden bevæger sig mod nye, spændende måder at generere den energi der driver vores samfund.

CE

12. juni 2012

12. juni 2012

Cookiepolitik