Dines skifter brændeovnen ud med jordvarme

Dines Nordtorp slukkede for oliefyret for 40 år siden. Nu gør en varmepumpe brændeovnen overflødig og huset salgbart, når pensionisterne en dag skal sælge idyllen på Nordals.

Da Lilian og Dines Nordtorp købte deres over 300 år gamle hus i Stevning på Nordals i 1968, konstruerede Dines en sav, der kunne save gennem mørtlen mellem kampestenssokkel og mursten. Herefter kunne han trække et lag isolerende tjærepap ind mellem stenene og har siden været fugten kvit. Hele huset blev isoleret med 50 mm rockwool. Det fik naboerne til at grine.
Det er nu 44 år siden, og efter renoveringen dengang er der ikke sket det store.

- Vi slukkede for oliefyret under den første oliekrise i starten af 70'erne. Det blev alt for dyrt, så vi anskaffede en stor brændeovn og har siden fyret med træ. Men nu har vi nået en alder, hvor kræfterne ikke rækker til at hugge, save og køre rundt med tunge trillebører.
- Derfor fik vi fat i ZEROboligs energivejleder. Han gav os et gratis energitjek af boligen, og vi blev enige om, at en varmepumpe ville være det mest effektive for os
, beretter Dines Nordtorp.

Den miljøvenlige pumpe står parret i 190.000 kroner. 20.000 kroner hentede de i den statslige pulje "Skrot dit oliefyr", der skal fjerne forurenende olie til fordel for varmepumper, solvarme eller fjernvarme.

Huset er gældfrit, og Lilian og Dines har optaget et lån på 500.000 kroner forrentet med 1,7 procent for også at få råd til blandt andet hulmursisolering.

- Lånet koster os 4000 kroner halvårligt. Jeg skriver ugentligt op, hvad varmepumpen forbruger af energi. Vi kommer nok til at sidde 3-4 gange dyrere end ved at fyre med brænde. Men investeringen har også med at gøre, at vi ikke kan blive her evigt. Den familie, der følger efter os, har sikkert ikke lyst til at bakse med brænde hver dag. Varmepumpen vil gøre det lettere at sælge huset, siger Dines.

Prognoser viser, at prisen på fossil energi kan stige til det dobbelte indenfor et tiår. Derfor forventer parret, at deres investering vil udvikle sig til en stadig bedre forretning.



BORDERPRESS

18. juni 2012


18. juni 2012

Fakta

Lilian og Dines Nordtorps hus på Nordals er mindst 350 år gammelt. Der er ca. 200 kvadratmeter fordelt på to etager. Parret har investeret en halv million kroner i blandt andet varmepumpe og hulmursisolering.

En nabo stiller sin mark til rådighed for 600 meter slanger. Varmepumpen leverer energi i forholdet 1:3,5 kilowatt-timer.

Parret har overvejet solceller som alternativ, men valgte det fra for ikke at skæmme huset.



Dines Nordtorp og hustruen Lilian har investeret en halv million kroner i at fremtidssikre deres idyl på Nordals. Brændet var blevet for tungt at bakse med og en varmepumpe skal gøre huset mere attraktiv for en ny ejer

Foto: Lars Salomonsen, BorderPress

Cookiepolitik