Bill Clinton besøger Sønderborg

USA´s tidligere præsident Bill Clinton kommer til Sønderborg som hovedtaler ved CSR Fondens awardshow på Alsion i november 2012. Sønderborgs ProjectZero blev i februar 2012 optaget på Clinton liste omfattende ambitiøse klimaprojekter og med besøget får Clinton en mulighed for at hilse på et af sine Climate Positive projekter.

- Præsident Clinton er en spændende person, og han har allerede vist meget stor interesse for Sønderborgs ambitiøse ProjectZero-projekt, som driver indsatsen for at gøre Sønderborg-området CO2-neutralt i 2029. Derfor glæder jeg mig naturligvis til at vise ham, hvad det er, vi kan i Sønderborg," udtaler byens borgmester, Aase Nyegaard.

CSR Fonden belønner virksomheder, der er socialt ansvarlige og klimavenlige.

- Jeg er utroligt stolt over, at vi har fået en aftale i hus med en mand som præsident Bill Clinton. Hans indsats på en lang række humanitære områder ligger helt i tråd med CSR Fondens virke, og så er han en utroligt inspirerende taler," udtaler CSR Fondens formand, Maarten van Engeland, der også er direktør i ISS.

Ved sidste års awardshow var hovedtaleren den tidligere vicepræsident og Nobelpris-vinder Al Gore, som også er en varm fortaler for klimaindsatsen.

Læs hele pressemeddelelsen om årets hovedtaler på CSR Award 2012 her

PR

11. juni 2012

11. juni 2012



Bill Clinton hilser på Peter Mads Clausen
Foto: Realdania



Cookiepolitik