Lillegrund er på listen over udpegede områder til kystnære havvindmøller

ProjectZeros Masterplan peger på behovet for at kunne opstille ca. 25 store vindmøller kystnært på Lillegrund nordøst for Als. Regeringens Havmølleudvalg har netop offentliggjort en liste over de 16 kystnære områder, som er "screenet" egnede til opstilling af havvindmøller. ProjectZero glæder sig over at Lillegrund er med på listen.

Anbefalingerne fremgår af en screeningsrapport, som Energistyrelsen netop har sendt i høring. Screeningsrapporten kortlægger arealinteresserne på havet i området ud til 20 km. fra kysten med det formål at finde placeringer til havmølleparker.

ProjectZeros Peter Rathje udtaler:

"Det er meget tilfredsstillende for det tilknyttede vindmøllelaug at konstatere at Lillegrund nu optræder på regeringens liste, men der er fortsat en række store sten der skal ryddes af vejen for at møllerne kan blive en realitet. Dette gælder bl.a. regeringens fastlæggelse af udbudsform og -betingelser".

Ingen af de udpegede områder ligger tættere end 2 km. på kysten, og fjorde og lukkede farvande er udelukkede af hensyn til den visuelle påvirkning af kystlandskabet. Ud for byer og sommerhus områder ligger områderne mindst 3 km. fra kysten og ved særlige landskaber mindst 4 km. fra kysten. Der er endvidere udarbejdet en visualiseringsrapport og en strategisk miljøvurdering, som indgår i høringen.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard siger:

"Der er bred politisk opbakning til, at vi skal bygge flere havvindmøller, og en del af dem skal opføres tættere på kysterne, hvor det er billigere end længere ude på havet. Jeg er glad for, at der nu ligger en screeningsrapport, der giver et godt overblik over, hvor vi bedst vil kunne stille møller op i de kystnære farvande. Dermed kan debatten om placeringen af havmøllerne komme i gang på det bedst tænkelige grundlag".

Der bliver nu 2 måneders høringsperiode, hvor alle har mulighed for at indsende deres bemærkninger til Energistyrelsen på ens@ens.dk senest den 26. august 2012.

Download screeningsrapporten for de kystnære havvindmøller her

PR

10. juli 2012


10. juli 2012

Cookiepolitik