China Southern Grid besøger Sønderborg

Torsdag den 28. juni havde Sønderborg-området besøg af repræsentanter fra det kinesiske China Southern Grid. Selskabet er modstykke til vores lokale energiselskab SE, og er beliggende i det sydlige Kina. Selskabet dækker et område på mere end 1 million kvadratkilometer og har mere end 230 millioner kunder.

Repræsentanterne var i området på et besøg arrangeret af netop SE for at udveksle erfaringer og udvikle partnerskaber om løsningerne på fremtidens udfordringer for energiselskaberne.

Selskabet gæstede Sønderborg-området for at se nogle af de mange gode eksempler på den grønne omstilling der er godt på vej i området og blive præsenteret for ProjectZero-visionen.

Grøn Fjernvarme og besøg hos SE i Esbjerg og Kolding

Efter en præsentation af ProjectZero og Sønderborg-områdets planer for CO2-neutralitet senest i 2029 tog besøgets vært, vicedirektør Jes B. Christensen fra SE ordet og fortalte om de mange muligheder der er for samarbejde mellem Danmark og Kina inden for energiområdet. Han kunne blandt andet fortælle om flere spændende projekter hvor SEs klimaafdeling, SE Big Blue har realiseret store energibesparelser hos kinesiske selskaber, besparelser der både kunne ses på bundlinjen og gør godt for klimaet.

Efter dagens præsentationer var gæsterne på besøg ved Sønderborg Fjernvarmes nye Geotermi- og Flisanlæg på Vestermark i Sønderborg, hvor de hørte om fremtidens grønne fjernvarme i Sønderborg-området.

Da besøget i Sønderborg var slut drog gæsterne til Esbjerg og Kolding hvor hhv. SE og SE Big Blue var værter for præsentationer og debatter om blandt andet energieffektiviseringer, offshore vindprojekter og meget andet.

CE
10. juli 2012

10. juli 2012







Cookiepolitik