Varmeregningen eksploderer de næste ti år

Varmeregningen eksploderer de næste ti år skriver TEKNIQ, installatørernes organisation.

Specielt de lidt mere end 600.000 danskere der i dag bruger olie eller gas til at opvarme deres bolig, skal forberede sig på at deres varmeregning over de næste 10 år vil stige markant.

Konkret betyder det at en familie med et parcelhus på 130 m2 med et kondenserende oliefyr vil opleve en stigning i varmeregningen på 4.623 kr. om året svarende til en stigning på over 17 pct., mens en familie med et 180 m2 stort hus vil opleve en stigning på 5.638 kr. ekstra. Med regeringens energiforslag, som blandt andet indebærer øgede afgifter til opvarmning og nettariffer, stiger udgiften med yderligere ca. 2.000 kr. om året, hvilket bringer den samlede stigning op på over 30 pct., viser beregninger fra TEKNIQ.

Har familierne i stedet gasfyr, vil varmeregningen stige med 2.730 kr. for familien i det mindre parcelhus, mens familien i det større parcelhus vil opleve en stigning på 3.366 kr. om året - svarende til en stigning på 16,5 pct. Med regeringens energiforslag bliver stigningen i varmeregningen på 28 pct. for det mindre parcelhus og 26 pct. for det større.

Beregningerne er leveret af TEKNIQ og er foretaget med udgangspunkt i IEA's World Energy Outlook 2010, Energitilsynets el- og gasprisliste samt foreningens Energi og Olieforums opgørelse over olieprisen. Der er regnet på to husstørrelser, et på 140 m2 og et på 180 m2. Byggeår for begge huse er 1970, og de er normalt isoleret. Husholdningerne består af 4 personer.
Beregninger og tabeller kan ses på TEKNIQs hjemmeside www.tekniq.dk under presse og nyheder.

Har du planer om at nedbringe dine udgifter til energi finder du Sønderborg-områdets energivejlederuddannede håndværkere her

CM

10. januar 2012

Cookiepolitik