ProjectZero partner i nyt stort forskningsprojekt

Hvor stort er dit CO2-fodaftryk?

Dette og mange andre spørgsmål udfordres i nyt stort forskningsprojekt, EcoSense, som netop har fået bevilget 18 mio dkk fra Det Strategiske Forskningsråd. Ledende miljøforskere skal over en årrække udvikle metoder til måling, modellering og analyse af de komplekse faktorer, der påvirker vores CO2 aftryk. Hypotesen er, at den rette kombination af smartphones, mobil sensorteknologi, positionering og kollektive målinger i kombination med miljøanalyser kan give os svarene.

Institut for Datalogi med professor Kaj Grønbæk er leadpartner på projektet, som også har deltagelse af bl.a. Alexandra Instituttet, AU Herning og ProjectZero.

"Vi er stolte af at være partnere i EcoSense, som passer som fod i hose med ProjectZeros programmer og udfordringer. Dette gælder f.eks. smart grid udfordringen og behovet for at skabe tidstro balance imellem energiforbruget og den fremtidige forsyning af vedvarende energi, ligesom borgernes og virksomhedernes aktive deltagelse i energieffektivisering er en stor udfordring, udtaler ProjectZeros Peter Rathje som glæder sig til samarbejdet med forskerne.

Viden påvirker folks aktivitet
Undersøgelser viser, at hvis borgere og medarbejdere i virksomheder er bevidste om, hvordan de påvirker klimaet, kan man opnå en reduktion af CO2 aftryk med 5-10 % ved ændret adfærd. Men den nødvendige viden er ikke tilgængelig for folk i hverdagen.

Projektet EcoSense benytter f.eks. smartphones som miljø-sensorer til gennem kollektive målinger at skabe passende anonymiserede billeder af folks bevægelses- og adfærdsmønstre i byer, i offentlige institutioner og i virksomheder. De skal bruges til at kortlægge CO2 fodaftryk og præsentere analyser for individer og beslutningstagere på en forståelig måde med visuelle værktøjer.

Den skabte viden kan f.eks. anvendes til behovsbestemt gadebelysning, hvor man i stedet for blot at slukke gadelygterne kan bruge kollektive målinger til at lære byens rytme at kende og optimere den måde, man styrer gadebelysning på, ud fra viden om aktiviteter over tid og årstider. På den måde kan man spare energi uden at skabe utryghed. Eller man kan med kollektive målinger effektivt kortlægge bevægelsesmønstre i en by og få en bedre forståelse af om cykel kampagner eller nye kollektive trafikruter har den ønskede effekt.

Læs mere om EcoSense her

PR

31. januar 2012







Cookiepolitik