Helsam er nu endnu grønnere



Sønderborg virksomheden Helsam blev endnu grønnere i 2011 og har nu reduceret deres CO2-udledning med mere end 21 procent i forhold til udledningen i 2009.

Helsam deltog i 2009 i ProjectZeros første ZEROcompany hold og har siden arbejdet med at nedbringe energiforbruget og reducere CO2-udledingen. Blandt virksomhedens mange tiltag har været nyindkøb af energibesparende IT udstyr, nøje overvågning og styring af rumtemperaturer, energieffektiv belysning og ny, passiv køling af serverrummet.

En af Helsams store indsatsområder har også været involvering af medarbejdere og ændring af adfærd og i september 2009 vandt Helsam medarbejderkonkurrencen i forbindelse med ProjectZeros goZERO kampagne. Virksomhedens indsats har ført til en reduktion i elforbruget på hele 26 procent.

Helsam har ambitioner om at blive en 100 % grøn virksomhed og undersøger nu mulighederne for at etablere en ny energiforsyning baseret på vedvarende grønne kilder. Virksomheden opfordrer andre virksomheder til at gå med i ZEROcompany programmet og støtte op om ProjectZero visionen:

"Alle virksomheder i Sønderborg-området skulle gøre som os og være med til at reducere områdets CO2-udledning, det er godt for både virksomhederne og for området!"

-Susanne Schou, Helsam

Hvis du vil tilmelde din virksomhed til ZEROcompany programmet eller høre mere om jeres muligheder for deltagelse, så kontakt projektleder hos ProjectZero, Christian Eriksen på telefon 20 73 89 43 eller e-mail christian.eriksen@projectzero.dk.

CE

24. januar 2012



"ZERO" er en kerneværdi hos Helsam. Fra Helsams 25 års jubilæum i august 2010



Helsam vandt i september 2009 medarbejderkonkurrencen for bedste idé til involvering af medarbejdere

Cookiepolitik