Baoding-samarbejde fejres med gratis Alsion-koncert

Sønderborg har med byens ProjectZero-vision netop indgået aftale med Baoding i Kina om venskabsby samarbejde. I Sønderborg fejrer vi dette med kinesisk nytår i denne uge og afslutter med gratis kinesisk nytårskoncert!


Jasmine Chen - solist

Alle interesserede inviteres gratis til koncert mandag den 30. januar kl. 20 i Koncertsalen Alsion med to af Kinas mest populære jazzsangere.

Der er lagt op til et brag af en afslutning på det kinesiske nytår i Sønderborg, når det verdenskendte JZ Jazz Big Band fra Shanghai indtager Koncertsalen Alsion.

Bigbandet er kendt for sine forrygende og levende koncerter, og med i Alsion er også to af Kinas mest populære solister, sangerne Coco Zhao og Jasmine Chen.Coco Zhao har sunget på jazzfestivaler i det meste af verden og har langsomt men sikkert udviklet sin egen personlige stil, der er en spændende blanding af vestligt inspireret jazz og materiale fra hjembyen Shanghai.

Han har med sig på scenen den smukke sangerinde Jasmine Chen, der bliver betragtet som en af Kinas mest lovende sangere. Ikke mindst fordi hun bruger sin unikke jazz-stemme til samtidig at føre mere traditionel kinesisk sang og musik videre i moderne fortolkninger.

I anledning af Sønderborgs udvidede samarbejde med den kinesiske by Baoding er alle inviteret gratis til koncerten i Alsion, hvor der også er officielt besøg fra den kinesiske ambassade. Og kulturchef i Sønderborg Kommune, John Bøgelund Frederiksen, ser da også frem til en festaften i Alsion:

- Der er ingen tvivl om, at det bliver en musikalsk stor oplevelse og en festlig aften. I Sønderborg er vi nysgerrige på ikke kun vores egen, men også andre kulturer, hvilket også er en af grundene til, at vi er med i opløbet om at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Hér får vi alle sammen muligheden for at opleve noget af det bedste fra det moderne Kina, så vi glæder rigtig meget, siger John Bøgelund Frederiksen.

Har du lyst til at høre koncerten, mød op i Koncertsalen Alsion mandag den 30. januar kl. 20

Læs hele programmet for den kinesiske uge her

23. januar 2012

Cookiepolitik