4 landsbyer vil være bæredygtige

Torsdag d. 19. januar 2012 præsenterede studerende fra Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet deres fire projekter om Bæredygtige Landsbyer for mere end 30 deltagere. Projekterne var igangsat af Landdistriktsudvalget i Sønderborg Kommune i samarbejde med Universitetet, ProjectZero og fire landsbylaug fra Sønderborg-området.

De fire test landsbyer havde hver især udtrykt ønske om gennem fælles løsninger at blive bæredygtige i fremtiden, og de studerende havde forsøgt at belyse mange forskellige problemstillinger i de udvalgte områder. Projekterne spændte bredt og de studerende havde arbejdet med mange forskellige løsninger ligefra fjernvarme over fællesvarmepumper og solceller til grøn transport med el-busser og delebiler.


Der var stor interesse og spørgelyst blandt deltagerne fra de fire landsbyer og de studerendes anbefalinger bliver taget til efterretning i Landsbylaugenes fremtidige arbejde.

Poul Valdemar Nielsen fra Sønderborg Kommunes Landdistriktsudvalg sluttede aftenen af med at opsummere projekternes konklusioner, rose landsbylaugene for deres engagement og fortælle deltagerne om Landdistriktsudvalgets fremadrettede arbejde med at skabe bæredygtige, attraktive landsbyer i Sønderborg-området.

CE

24. januar 2012

De fire deltagende landsbylaug:

  • Avnbøl-Ullerup
  • Dynt-Skelde-Gammelgab
  • Kær Halvø
  • Smøl



De studerende fra Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet præsenterer deres 4 projekter om bæredygtige landsbyer

Cookiepolitik