Sønderborg er klar til elbilerne

Sønderborgs første ladestandere til elbiler er netop etableret bag rådhuset på p-pladsen ved Kastanie Allé. Det er elbiloperatøren Better Place, som har etableret standerne som led i en samarbejdsaftale med Sønderborg Kommune.

Elbiler støjer ikke, forurener mindre, og så har de potentialet til at køre på ren vedvarende energi i stedet for benzin. Der er mange gode grunde til, at elbilen kan blive fremtidens transportform. Derfor står tre nye ladestandere nu klar til elbilister i Sønderborg - og placeringen bag rådhuset er, ifølge elbiloperatøren, et oplagt sted at få strøm på elbilen:

"Den centrale placering gør ladestanderne tilgængelige for handlende og turister i byen. Begge grupper tilbringer typisk en del timer i området, og derfor giver det god mening at tilbyde opladning netop her", fortæller Susanne Tolstrup, Kommunikationsdirektør i Better Place Danmark.

Better Place og Sønderborg Kommune indgik i 2011 en samarbejdsaftale som skal gøre kommunen klar til at servicere elbilen. I Sønderborg Kommune er borgmesteren også glad for at tilbyde de mest fremsynede bilister mulighed for at oplade bilen, mens de er i byen:

"Det er endnu et skridt fremad mod en større udbredelse af elbilen i Sønderborg-området. Nu kan handlende og turister få bilen ladet op, mens den står parkeret i byen. Flere muligheder for at lade elbilen er ensbetydende med færre barrierer for udbredelsen af elbilerne, og det er den vej vi skal, når Sønderborg skal være CO2-neutral i 2029", siger borgmester Aase Nyegaard.


Skift batteriet og kom hele landet rundt

På batteriskiftestationerne kan bilister i elbiler med udskifteligt batteri få et helt friskt batteri i bilen på under fem minutter. Det hele foregår automatisk, uden du behøver stige ud af bilen. I Sønderjylland bygges der for øjeblikket batteriskiftestationer langs hovedfærdselsårerne ved Kolding, Aabenraa og Esbjerg.

Netværket af batteriskiftestationer tages i brug fra april 2012 og hen over sommeren og giver sammen med ladestanderne mulighed for at køre hele landet rundt i elbil.

"Som elbilist står du op til en fuld tank hver eneste morgen, da du har din egen ladestander hjemme ved din bopæl. Derfor giver det mening at placere batteriskiftestationerne langs hovedfærdselsårerne, for det er kun nødvendigt at skifte batteri på de lange ture på tværs af landet", lyder det fra Susanne Tolstrup.

I første omgang er det kun elbilister med abonnement hos Better Place, der kan benytte ladestanderne. Men i løbet af få uger vil der blive sat et klistermærke på standerne med et telefonnummer til kundeservice hos Better Place. Her vil man så kunne købe en enkeltopladning.

www.danmark.betterplace.com, kan kort over netværket af ladestandere og batteriskiftestationer ses.

LJ


Batteriskiftestation

28. februar 2012

Fakta om elbiler og ladestandere:

  • Der er etableret tre ladestandere på parkeringspladsen bag rådhuset
  • Hver ladestander kan oplade to elbiler ad gangen
  • En fuld opladning tager cirka seks timer
  • Opladningen foregår i den såkaldte mode 3 standard. En standard som alle moderne elbiler bruger
  • Ladestanderne er altså ikke forbeholdt en bestemt type biler
  • En elbil kører typisk mellem 80 - 200 kilometer på en opladning, alt afhængig af kørestil, temperatur mm.
  • I biler med udskifteligt batteri kan batteriet skiftes på mindre end fem minutter. Batteriet stilles til rådighed via et Better Place abonnement, som inkluderer strøm, privat ladestander, 24 timers kundeservice og adgang til Better Places offentlige standere og batteriskiftestationer langs motorvejsnettet



Batteriskiftestationer i Danmark



Ladestander

Cookiepolitik