Gør det selv og spar varmepenge

Trækker det fra dine vinduer når det er koldt og blæsende udenfor? Så kan det være at det er vinduernes tætningslister der trænger til en udskiftning. Disse kan du selv udskifte i både vinduer og døre , og dermed undgå, at varmen siver ud og kulden ind.

Effektive tætningslister begrænser udstrømningen af varm luft og forbedrer samtidig indeklimaet, idet træk reduceres væsentligt.

En tætningsliste er den liste, der sidder i mellemrummet mellem ramme og karm på et vindue eller en dør. Dine tætningslister sidder rigtigt, hvis de sidder moderat i spænd i trærammen omkring døren eller vinduet. Hvis det ikke er tilfældet, trænger tætningslisterne til en udskiftning.

Udskift selv dine tætningslister

  • Find utætte steder og mål falsen
    Find ud af, hvor der er behov for nye tætningslister.
    Tag den gamle tætningsliste ud. Brug et mindre stykke modellervoks og anbring dette i falsen på døren eller vinduet og luk til. Nu har du et præcist aftryk af mellemrummet og ved, hvor tyk sprækken er og dermed hvor bred, tætningslisten skal være.
  • Mål listemeter
    Mål, hvor mange meter tætningsliste, du skal bruge. Brug et målebånd og ikke en tommestok, så du kan komme helt ud i hjørnerne.
  • Pres listen på falsen
    Tag en fals af gangen. Mål op, hvor meget tætningsliste, du skal bruge og klip listen til. Husk at give den ende, der skal mødes med den anden liste, et skråt snit, så de mødes perfekt i hjørnet over døren eller vinduet. Fjern dernæst den folie, der beskytter den selvklæbende side af listen. Pres listen fast.
  • Tjek det færdige arbejde
    Tjek, at alle listerne sidder, som de skal. De skal hverken være helt klemt eller være omgivet af for meget luft, så de ingen effekt har.

Kilde: Bolius

Pernille Beck
12. december 2012

11. december 2012



Udstyr til montering af tætningslister



Tætningslister lavet af skum, gummi og silikone

Cookiepolitik