Almsted viste vejen til den gode vindmølle dialog

Landsbylauget for Hundslev, Almsted og Notmark viste på mandagens borger oplysnings- og dialogmøde vejen til den gode vindmølle dialog. En tæt pakket skolestue på Notmark Gl. Skole, gode oplæg og en konstruktiv dialog gjorde at både modstandere og tilhængere blev klogere på opstilling af vindmøller af aftenens debat.

Laugets formand Jonna Christine Aebeloe havde sammen med Bruno Clausen fra Notmark Lokal forening og Lars Andreasen fra Fynshav Bylaug indkaldt til mødet med henblik på at borgerne i området blev informeret om planerne for at opstille vindmøller ved Almsted.

Peter Hansen, formand for Teknik & Miljøudvalget orienterede om Sønderborg Kommunes indsats for at blive CO2-neutral i 2029, energibesparelser, grøn fjernvarme og energi fra vindmøller spiller en stor rolle i indsatsen. Temaplanen for vindmøller indeholder 6 + 2 områder, hvor der potentielt kan opstilles vindmøller. Området ved Almsted vurderes at kunne rumme 2-3 vindmøller, men det er helt op til lodsejerne sammen med projektmagere at igangsætte en VVM-proces, som skal afklare om møllerne kan opstilles med respekt for gældende lovgivning.

Jens Pouplier fra Naturstyrelsens rejsehold redegjorde for lovgivningen samt de støjgrænser som skal respekteres for at møllerne kan opstilles. Kommunerne er jf. loven forpligtet til at planlægge med vindmøller på land, hvorimod kun staten kan planlægge vindmøller på kysten og til havs. 20 % af mølleandelene skal udbydes til interesserede naboer indenfor en 4,5 km afstand til kostpris og investering i møllerne er normalt tjent hjem på 10-12 år, hvor møllerne forventes at fungere i hvert fald 25 år. Der er masser af dansk erfaring med opstilling af også de store 3 MW møller på land og støjforholdene er analyseret og belyst. Loven beskytter både miljø og naboer og vurderes af Regeringens ministre som fuldt tilstrækkelig.

Den efterfølgende debat viste stor spørge- og debatlyst omkring støjforhold, afstandskrav, VVM-processen, investeringens rentabilitet, erstatning for værditab, anvendelsen af tilskuddet fra den grønne fond og mulighederne for at opstille endnu flere vindmøller. Spørgsmål, svar og dialog bar præg af stor interesse for at få alle aspekter belyst og diskuteret.

"Vore ambitioner og planer for Sønderborg-området viser ansvarlighed og handlekraft og gør området mere attraktivt" sagde Peter Hansen afslutningsvist, samtidig med at han takkede arrangørerne for det store fremmøde og den gode debat.

Sønderborg byråd forventes den 19. december 2012 at godkende Temaplanen, hvorefter projekterne kan formuleres og VVM-processen igangsættes.

Hvorfor skal vi have vindmøller på land? - læs Jens Poupliers præsentation her

Bliv klog på vindmøllestøj - læs Jens Poupliers præsentation her

Læs mere om Sønderborg Kommunes temaplan her


10. december 2012

Peter Rathje
Peter.rathje@projectzero.dk
+45 40 40 86 36

11. december 2012





Jens Pouplier fra Naturstyrelsens vindmøllerejsehold forklarer om vindmøllestøjgrænser og -lovgivning

Cookiepolitik