Energiforliget skaber nye rammer for grøn vækst

Det netop indgåede energiforlig med 500 MW kystnære havvindmøller, mere fokus på energieffektivisering af husholdninger, boliger og erhverv samt omstilling til grøn energi styrker rammerne for realiseringen af Sønderborgs ProjectZero. ProjectZero opfordrer regeringen til at bruge by-demonstratorierne til at skabe grøn vækst.

Regerings-partierne, Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative indgik ultimo marts 2012 den længe ventede energiaftale, som sætter rammerne for Danmarks klima- og energipolitik frem til 2020.


"Vi glæder os over det brede forlig som skaber rigtig gode rammer for Sønderborgs ProjectZero", udtaler ProjectZeros Peter Rathje, med en opfordring til politikerne om at samtænke udbygningen af de kystnære havvindmøller med byernes ambitioner om at blive CO2-neutrale. "Ved at gøre dette skaber vi en palette af by-demonstratorier, som i de kommende år har et stort internationalt vækstpotentiale", siger Peter Rathje.

For Sønderborgs ProjectZero bringer forliget nye spændende rammer.

Dette gælder således især:

  • Den politiske enighed om at etablere 500 MW kystnære havvindmøller frem til 2020
  • Mere energieffektivt samfund med mindre energispild i både husholdninger, boliger og erhverv
  • Begyndende udfasning af olie- og naturgasfyr i nye bygninger
  • Etablering af smarte elnet - smart grids
  • Mere vedvarende energi i erhverv
  • Bedre rammebetingelser for biogasudbygningen

Med de initiativer, der bliver taget i aftalen, vil Danmarks CO2-udledning i 2020 være 34 % mindre, end den var i 1990. Energiforbruget vil være faldet med 12 % i 2020 i forhold til 2006. Godt og vel 35 % af Danmarks energi vil komme fra vedvarende energikilder og knap 50 % af elforbruget vil komme fra vind. Samtidig sikrer forliget, at erhvervslivet som helhed - og energisektoren i særdeleshed - får stabile rammer at arbejde ud fra.

Forliget er ikke uden omkostninger. En gennemsnitlig husholdning skal i 2020 betale 1300 kroner mere for energien. Virksomhederne skal betale 200 kroner pr. ansat. Den samlede regning bliver på 3,5 milliarder kroner i 2020. Til gengæld er der penge at spare, fordi vi bruger mindre energi, og fordi Danmark bliver mindre sårbar over for prisstigninger på olie, kul og gas.

"Det kræver investeringer at omstille samfundet til grøn energi. Men regningen kan blive meget større, hvis vi ikke gør noget i tide. Samtidig gavner omstillingen klimaet og fremtidssikrer virksomhedernes konkurrenceevne. Forligspartierne viser med denne aftale, at de er ansvarlige partier, der tager fremtidens udfordringer alvorligt. Det er en virkelig stor dag for dansk energipolitik", siger klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.


Læs Energiaftalen i korte træk her

Download Energiaftalen i sin fulde ordlyd her

PR

10. april 2012



Den kystnære vindmøllepark set fra Lavensby



ZERObolig håndværker



Solparken i Vollerup

Cookiepolitik