ProjectZero blandt venner i klima-ulandet Polen


ProjectZero blandt venner i klima-ulandet Polen

ProjectZero deltog den 2. september 2011 med et indlæg på den polske energikonference "Energy Autonomy" i Wroclaw. Der var stor interesse for ProjectZero, også selv om Polen overvejende er energiforsynet med kul og den polske regeringschef Donald Tusk fortsat peger på polske kul, som den foretrukne energiform - også selv om dette strider lodret mod EUs målsætninger og milestones for Polen.

WROCLAW regionen i det sydvestlige Polen er præget af større åbenhed og entrepreneurskab end resten af Polen. 120 personer fra kommuner og virksomheder havde valgt at deltage i mødet for at høre de gode eksempler på hvordan klimakloge løsninger går hånd i hånd med grøn jobskabelse.

Konferencen var arrangeret af organisationen Free Enterprises i samarbejde med Den danske Ambassade i Warzawa. Den danske Ambassade promoverer meget aktivt danske løsninger og dansk teknologi. Ambassaderåd Erik Rasmussen, som selv er opvokset med udsigt til Enstedværket i Aabenraa, kunne fortælle polakkerne at Danmark nu går efter at blive fossilfrit i 2050 og at dette bl.a. betyder at Enstedværket må vige pladsen som energileverandør til vindmøller m.v.

Erik Rasmussen fremhævede at Danmark har været foregangsland på vedvarende energi siden oliekrisen i 1970érne og at de danske virksomheder har både løsninger og teknologi, som kan løse verdens klimaudfordringer, dette gælder bl.a. fjernvarme, energirigtig byggeri og -renovering, vindmøller, biogas, affaldshåndtering. Ligeledes har mange danske byer, herunder ProjectZeros Sønderborg, ambitiøse planer for klimaudfordringen.

Konferencen viste en stigende rivalisering mellem lande som byder sig til med løsninger og teknologi, idet bl.a. Sverige, Tyskland og Østrig kunne fortælle om grønne løsninger som skaber både CO2-reduktioner og grønne jobs. Mest markant var den østrigske by Güssen (4.000 indbyggere), hvor borgmester Peter Vadash fortalte om hvordan han har skabt en grøn landsby med stor tiltrækningskraft for nye virksomheder og 15.000 årlige ECO-turister. Sverige satser ligeledes stort på det polske marked og dets 39 mio indbyggere og har bl.a. sat Gunnar Haglund, energiekspert og flydende på polsk, i spidsen for en aggressiv markedsføring af grønne svenske løsninger til bl.a. affald. Don````t waste your waste - sluttede således Gunnar Haglunds indlæg på flydende polsk.

ProjectZeros budskaber, best practices samt vore grønne "I´m a BIG ZERO" badges blev revet bort på kort tid og blev efterfølgende ivrigt kommenteret.

Jo, interessen og fundamentet for et GRØNT POLEN er tilstede, nu mangler EU blot at overbevise den polske regeringschef. Polen har i øvrigt EU´s formandskab, som overleveres til Danmark ved årsskiftet 2011/12.


PR




Photo: Katarzyna Wojda











Photo: Katarzyna Wojda



Photo: Katarzyna Wojda

Cookiepolitik