Fremtidens energilager afprøves på Als


Fremtidens energilager afprøves på Als

Ved Stoffers Teglværk i Nybøl er en verdensnyhed snart klar til test!

Her ligger GODevelopments energimembran demonstrationsanlæg, der skal demonstrere det potentielt revolutionerende nye koncept.

Bag GODevelopment står de to Sønderborg iværksættere og ingeniører Asger Gramkow og Jan Olsen. Deres idé er, kort fortalt, at udnytte et stort jordlags tryk på en speciel designet energimembran til at opbevare energioverskud fra de nye vedvarende energikilder som eksempelvis vindmøller. Energioverskuddet opstår når der er meget vindmøllestrøm, men et lavt forbrug, et scenarie der udspiller sig med jævne mellemrum i et land som Danmark med en forholdsvis stor andel af vindmøllestrøm i elnettet.


Demonstrationsanlægget ved Stoffers Teglværk er det hidtil største af sin slags. Et stort, tungt jordlag i 3 meters tykkelse dækker en 50 x 50 meter membran hvori vand fra en nærliggende sø pumpes og holdes under tryk. Når energioverskuddet i elnettet falder igen, og priserne stiger, vendes processen og vandets tryk driver en turbine der genererer elektricitet. Princippet kendes fra lande hvor der findes store højdeforskelle, som eksempelvis Norge, men GODevelopments koncept vil gøre det muligt at gemme energi i lande hvor der ikke findes bjerge eller lignende.

Torsdag d. 15. september 2011 var styregruppen bag projektet til statusmøde og besigtigelse af demonstrationsanlægget, hvor projektleder Trine H. Mikkelsen, sammen med Jan Olsen og Asger Gramkow, kunne vise det nye anlæg frem og fortælle om detaljerne i de næste måneders testforløb. Om kort tid vil anlægget nemlig gå i drift og begynde en lang serie af test hvor membranen vil blive pumpet op og ned hundredvis af gange for at teste det samlede system.

Projektet bakkes blandt andet op af Bitten og Mads Clausens Fond, SE - Syd Energi, Sønderborg Kommune, Energinet.dk, DTU - Risø og ProjectZero.

CE

Jan Olsen viser styringen



Asger Gramkow fortæller om projektet



Skur og pumpebrønd



Pumpebrønden indefra



Søen ved energimembranen



Styregruppen i mudret farvand



Energimembranen - a view from the top

Cookiepolitik