Børn i en grøn verden

Børn i en grøn verden

Børn er ikke ansvarlige for verdens problemer - børn skal møde engagerede optimistiske, kærlige og empatiske voksne i deres liv - og selv blive optimistiske.

Sådan indledte Lektor Stig Brostrøm sit foredrag for 250 pædagoger fra daginstitutioner i hele Sønderborg Kommune torsdag den 1. september. Et interessant og inspirerende foredrag med mange konkrete eksempler på, hvordan begrebet bæredygtighed og miljø kan blive en del af de mindste borgeres dagligdag.

Med udgangspunkt i OMEP Verdensorganisation for småbørnspædagogik og i Brundtlandrapporten* indviede Stig Brostrøm tilhørerne i hvordan bæredygtighed i børnehave og vuggestue bygger på 7 R'er

Reuse - Reduce - Respect - Reflect - Rethink - Recycle - Redistribute

Ved at genbruge materialer til andre formål, ved at nedbringe vores daglige forbrug af el og brændstof. Ved at respektere naturen og have omtanke for kulturelle forskelle i verden. Ved nytænkning, måske er vores gamle traditionelle normer ufornuftige og bør med fordel udskiftes. Ved genanvendelse af flasker og andet emballage. Ved videredistribution og derved arbejde for at verdens ressourcer fordeles ligeligt.

Stig Brostrøm er ikke i tvivl om at vores børnehavebørn ved langt mere end de kan give udtryk for. Og at læringen omkring miljø og bæredygtighed ikke skal moraliseres, det lærer de intet ved, men i langt højere grad praktiseres frem med børnene på en fornuftig måde. Pædagogikken skal være virkelighedsnær og reel med kritisk tilgang til de 7 R'er og med kreativitet, så børnene kan sætte billeder på deres viden.

Et lille eksempel på hvor vigtigt det er at vi alle er forbilleder for vores børn.
Lille Signe udtrykte med stor forargelse i stemmen til sin pædagog: "Syns du ikke min far er dum? - Han smider ikke bananskrællen i den grønne spand!"

Verden ændrer sig med hastige skridt og pædagogikken skal følge med!

Når børnene kommer hjem som ambassadører

Louise Johnsen fra ProjectZero sluttede aftenen med en kort briefing om ProjectZero, visionen og sekretariatet, som arbejder for at nå ud til alle borgere med omtanke for miljøet og hvordan vi kan nå målet om et CO2-neutralt område inden 2029. ProjectZero er en del af House of Science og arbejder for at selv de mindste bliver gode ambassadører for klimaet - måske bare hjemme bag familiens 4 vægge. ProjectZero hjælper gerne formidling af de tiltag, der sættes i gang i de enkelte børnehaver, det er de gode ideer og historier der skal frem.

LJ

*Brundtland-rapporten - Vores fælles fremtid udkom i 1987 og blev lavet af "The World Commission on Environment and Development" under FN. Det var den, som første gang satte fokus på global bæredygtighed. Den var stilet til regeringerne, forretningslivet, og først og fremmest de mennesker, hvis velfærd må være hovedmålet for miljø- og udviklingspolitik. Den giver et omfattende overblik over de største, globale miljøkriser, og den stiller forslag til, hvordan problemerne kan løses.

Cookiepolitik