ProjectZero ideen – en del af den nationale LEAN ENERGY satsning


ProjectZero ideen – en del af den nationale LEAN ENERGY satsning

12 toneangivende erhvervsledere er indtrådt i bestyrelsen for Lean Energy Cluster, heriblandt Jørgen Mads Clausen og ProjectZeros Peter Rathje. Den nationale LEAN ENERGY satsning skal bl.a. fokusere på udvikling af nye energieffektive løsninger, som skal øge eksporten og skabe nye grønne jobs.

"Nøglen til en fremtidig dansk produktion ligger i høj grad gemt i flere energieffektive løsninger" siger Jørgen Mads Clausen, den nye formand for den nye bestyrelse for foreningen Lean Energy. Foreningen huser to klyngeinitiativer Lean Energy Cluster og KVCA Køleklyngen.

Den nye bestyrelsessammensætning giver et klart signal om, at energieffektivitet repræsenterer et vigtigt udviklingspotentiale for danske virksomheder. Klyngerne Lean Energy Cluster og KVCA Køleklyngen arbejder for at hjælpe danske virksomheder til at udvikle nye innovative energiløsninger, der kan give flere arbejdspladser og øget vækst. De to klynger er et bevis på, at nøglen til fremtidig vækst for danske virksomheder er at indgå i samarbejder på tværs af virksomheder, videninstitutioner og offentlige aktører.

Region Syddanmark har igennem mange år oparbejdet en særlig styrkeposition inden for energieffektivitet. Dette skyldes i høj grad produktionsvirksomheder som Danfoss, Linak og Lodam der arbejder med at udvikle teknologier og løsninger, der kan reducere energiforbruget, skabe øget vækst og nye grønne jobs.

Carl Holst, Regionsrådformand, Region Syddanmark udtaler "Det glæder mig, at så mange stærke kræfter står bag foreningen Lean Energy. Det er med til at tydeliggøre, at der er al mulig grund til at satse på energieffektivitet som fremtidens vækstområde"

Solar Solution - et nyt projekt i Lean Energy Cluster

Et af de nye projekter i Lean Energy Cluster er 'Solar Solution'. Et tæt samarbejde mellem Danfoss, VELUX gruppen, Greenwave Reality, Syddansk Universitet, Enervision/EMT Nordic, ProjectZero, Saphire Solar Technologies har ført til en samlet og integreret løsning til primært tæt/lavt byggeri. Løsningen omfatter solceller og termisk solvarme, der sammen med en anden energikilde som f.eks. en varmepumpe leverer energi i form af varmt vand og elektricitet. Vinduerne åbner for dagslyset og sikrer god udluftning og ventilation i boligen, mens varmegenvindingen og intelligente styringer sørger for at genbruge varmen fra rummene og opretholde et sundt og stabilt indeklima.

Kim Christensen, direktør i Danfoss og medlem af Lean Energy bestyrelsen udtaler "Der er ingen tvivl om, at de samarbejdsmuligheder, som opstår i klynger kan føre til ny vækst. Vores samarbejde med Lean Energy Cluster har ført til, at vi fik midler fra Fornyelsesfonden til projektet, og at projektet blev accelereret. I første omgang vil løsningen blive målrettet boligforeninger med tæt/lavt byggeri men skal på sigt rette sig mod et bredere segment - også internationalt".

PR

Bestyrelsesmedlemmer Lean Energy:

  • Jørgen Mads Clausen (formand), bestyrelsesformand Danfoss
  • Niels Møller Jensen, adm. dir Grundfos
  • Søren Stjernqvist, adm. dir. Teknologisk Institut
  • Peter K. Nymand, adm. dir. Maersk Container Industry
  • Bjarne Korshøj, adm. dir. Vattenfall
  • Brian Seeberg Larsen, adm. dir. COWI
  • Peter Rathje, adm. dir. ProjectZero
  • Anders Stouge, vicedirektør Dansk Energi
  • Henning Kristensen, direktør, Lodam Electronics
  • Claus Madsen, direktør, ABB
  • Kim Christensen, direktør, Danfoss
  • Per Michael Johansen, dekan, professor, SDU



Cookiepolitik