De gør en forskel gør du?


De gør en forskel gør du?

27 kendte personligheder gør en forskel og bakker op om ProjectZero-visionen på en helt ny plakat, som ProjectZeros Advisory Board har lanceret.

Ideen med plakaten er at budskabet "Gør du også en forskel?" skal vække eftertanke hos den enkelte borger. Ved at lade kendte ansigter fra forskellige erhverv ytre sig om deres syn på miljø og klimadebatten på en og samme plakat, forventes ProjectZero-visionen at nå en bredere kreds.

"Hvis vi med plakaten kan opnå både at borgerne genkender ProjectZero og samtidig stiller sig selv spørgsmålet "Hvordan kan jeg selv gøre en forskel?" - så er vi nået et godt stykke af vejen i opbakningen til Sønderborg-områdets ambitiøse vision om at blive CO2-neutral i 2029", siger Advisory Boardets formand Marck Thorning. Resultatet af arbejdet blev lanceret fredag den 4. november til stor overraskelse for ProjectZero-sekretariatet, som var helt uvidende om plakatens lancering.

To af de medvirkende, billedkunstner Karen Willesen og museumsinspektør Inge Adriansen, mødte op sammen med Advisory Boardet for at overrække den fine gave og give plakaten et par ord med på vejen.
Karen Willesen udtrykte sin opbakning til større CO2-bevidsthed ved at fortælle at hun og hendes familie dagligt arbejder på at blive mere bevidste om energiforbrug, indkøb af dagligvarer, transport af børn til og fra skole og fritidsinteresser og mulighederne for at reducere den relaterede CO2-udledning. Inge Adriansen lagde ikke skjul på at det at være på en arbejdsplads, med 600 år på bagen, ikke altid er en varm fornøjelse, og det er bestemt heller ikke altid er lige let at energirenovere et slot. Men der er håb forude, lysstyring og nye forsatsruder ved alle vinduer vil hjælpe gevaldigt på slottets energiforbrug.

Plakaten med alle erklæringerne vil fremover kunne ses forskellige steder i byrummet og her på ProjectZeros hjemmeside.

LJ

Cookiepolitik