TEST en ELbil i tre måneder


TEST en ELbil i tre måneder

Sønderborg Kommune, ChoosEV og ProjectZero åbner nu for ansøgning til projekt "testenelbil.dk". Der skal findes 80 familier, som har lyst til - kvit og frit - at teste en elbil i tre måneder.

Der har allerede været en imponerende interesse blandt borgerne i Sønderborg for at blive testpilot i det landsdækkende forskningsprojekt "testenelbil.dk". Mere end 1000 borgere har allerede meldt deres interesse, og nu er der åben for ansøgning på hjemmesiden www.testenelbil.dk. De, der har tilkendegivet forhåndsinteresse, får særskilt besked, men alle kan tilmelde sig nu.

www.testenelbil.dk finder du de betingelser, som du skal opfylde for at blive testpilot. En af betingelserne er, at elbilen skal erstatte din almindelige bil. Derudover skal du lade din kørsel registrere, og du skal være villig til at besvare diverse spørgsmål omkring elbilen. Det eneste, du selv skal betale for, er den strøm, bilen bruger.

Målet med testenelbil.dk er at knække elbilens "kode". Derfor sender elbil-operatøren ChoosEV 300 elbiler ud på vejene, og Sønderborg er én blandt 30 grønne kommuner, der kan glæde sig over at have 10 elbiler til deres rådighed, som de kvit og frit kan låne til deres borgere i tre måneder ad gangen. Det betyder, at 2.400 familier får praktisk erfaring med at køre elbil og kan give feedback på en meget vigtig del af testen, nemlig de bløde værdier omkring det at køre elbil.

Derudover bliver der også indsamlet en stor og værdifuld mængde tekniske data, f.eks. om batteriteknologi, kørselsmønstre og elbilens betydning for elnettet.


Se mere på www.testenelbil.dk
- Elbiler er en vigtig del af løsningen, når CO2-udledningen fra transporten skal begrænses. Derfor er elbiler et centralt element i Sønderborgs ProjectZero og visionen om at Sønderborg-området skal være CO2-neutralt i 2029. Elbilen skal være en naturlig del af borgernes hverdag, derfor er det helt oplagt, at vi går med i dette forsøg, siger Aase Nyegaard, borgmester i Sønderborg Kommune.

Der kan i første omgang ansøges til og med den 3. april 2011. Herefter starter udvælgelsen af de første 10 heldige testpiloter og alle får svar på deres ansøgning ca. to uger efter sidste ansøgningsfrist. Bilerne får nye brugere hver 3. måned og der kan løbende søges om at blive testfamilie.

Elbilerne kan besigtiges og prøvekøres den 29. april i forbindelse med Light By Night i Sønderborg. ChoosEV får en stand på Rådhustorvet, og her kan du få svar på alle dine spørgsmål om elbiler og få en prøvetur. De 10 heldige testfamilier får overdraget deres nye og blankpolerede elbil lørdag den 30. april hos SYD ENERGI i Sønderborg.

SYD ENERGI er gået ind i projektet som energipartner, og dermed er en del af det økonomiske fundament lagt for projektet i Sønderborg. Der er stadig plads til, at flere lokale virksomheder kan gå med i projektet og derigennem få et styrket deres grønne image og en øget lokal markedsføring.

Cookiepolitik