FRILAND – frisæt dine boligdrømme


FRILAND – frisæt dine boligdrømme



Landdistriktudvalget i Sønderborg Kommune sætter fokus på livet på landet og hvordan vi fremtidssikrer dette i relation til stigende energipriser.

Landdistriktudvalget lancerer nu en 3-trins raket, som skal skabe debat, involvering og handling i områdets 26 landsbylaug. De tre trin er 1) inspiration udefra, 2) energi roadshows med ZERObolig-vejledninger og 3) energipolitisk debat om landsbyernes rammevilkår. De tre trin forventes at blive affyret over de kommende 12-14 måneder.

Første trin blev affyret lørdag den 26. marts 2011, hvor byråds- og landsbylaugpolitikere tog på studietur til FRILAND på Djursland, for at lade sig inspirere af FRILANDS nybygger-mentalitet. På FRILAND har 25 familier frisat deres drømme om et anderledes liv, hvor hensynet til børn og familien går hånd i hånd med bæredygtig levevis og et arbejdsliv som selvstændig.

Billederne viser FRILANDs huse, som er bygget af genbrugs- eller naturlige materialer med halm og ler som gennemgående råmaterialer. Der spares på varme og el. Energiforsyningen kommer bl.a. fra solvarme-paneler, husstandsmøller og photo voltaic anlæg og spildevandet renses miljørigtigt i selvbyggede pileanlæg.

Projektet startede i 2002, men trods dette er ingen af husene endnu fuldt færdigbyggede og bliver det måske aldrig. For som man siger i FRILAND: så må det tage den tid det tager …

På hjemturen sydede bussen af inspiration og diskussioner, som blev skyllet ned med frisk kaffe og Louises medbragte grønne kage.

PR









Cookiepolitik