En femten år gammel køkkendrøm

En femten år gammel køkkendrøm

Kort efter at Ulla og Mogens Dinsen flyttede ind i deres hus i Vester Sottrup, besluttede de, at en dag ville de have et nyt køkken. Det har de fået i dag, og det er blevet rigtig lyst.

Det gamle køkken fik ikke lov at stå ret længe, efter at Ulla og Mogens Dinsen i 1995 havde overtaget deres hus fra 1979 på Højlund i Vester Sottrup. Snart efter gik Mogens i gang med at skille det ad og bygge et nyt og mere åbent køkken op.
Men ikke et helt nyt køkken, idet bl.a. de gamle skabe med mørke egetræslåger blev genbrugt. Til gengæld kom der ny bordplade og nye hvidevarer, ligesom de gamle klinker på gulvet blev skiftet ud med vinyl.
- Vi havde jo næsten lige købt huset, og et helt nyt køkken var der ikke penge til i budgettet, men allerede dengang vidste vi, at en dag ville vi have et helt nyt, større og lysere køkken, fortæller Ulla og Mogens samstemmende.

God tid til overvejelser

I 2009 var det så vidt. Den store renovering og ombygning gik i gang i påsken, og ægteparret vidste præcis, hvordan de gerne ville have det, for det havde de haft næsten 15 år til at finde ud af. Det skulle først og fremmest være lyst. Og det blev det.
- Med de mørke skabslåger og nordvendte vinduer var køkkenet indtil da et noget dunkelt sted at opholde sig. Og det hjalp selvfølgelig ikke på det, at vi også havde mørkegrønt tapet på væggene, griner Mogens.
Løsningen var et stort ovenlys vindue, faktisk så stort som tagkonstruktion og en 400 millimeter isolering tillod. Også ude i entreen fik de ovenlys.
Ikke nok med det. Ulla havde længe ærgret sig over, at det kun var i bryggerset, man kunne nyde morgensolen. Det fik de nu rådet bod på med et vindue mellem køkken og bryggers. Desuden blev muren ind til stuen fjernet, og en ny med en stor åbning blev opført således, at der også blev føjet nogle ekstra kvadratmeter til køkkenet. Endelig blev de tidligere døre flyttet og erstattet af moderne skydedøre.

Køkken i garagen

Trods støj og støv var ombygningen ikke så hård at komme igennem, som man kunne frygte.
- Både første gang jeg lavede køkkenet om og ved den seneste ombygning, indrettede jeg et midlertidigt køkken ude i værkstedet, der ligger i forbindelse med garagen, fortæller Mogens.
- Det fungerede fint. Her var både komfur, køleskab, opvaskemaskine og rindende vand. Vi manglede stort set kun en emhætte, supplerer Ulla.
Trods den megen lys udefra skulle der selvfølgelig også være elektrisk lys, og det havde de egentlig tænkt sig skulle komme fra LED dioder. Men på det tidspunkt var kvaliteten af LED ikke god nok.
- Jeg har ikke undersøgt, hvordan det er i dag, men for halvandet år siden var lyset fra LED pærer ret så koldt og nærmest blåligt, og det fungerede heller ikke sammen med en lysdæmper, fortæller Mogens.
I stedet valgte ægteparret at sætte 35 watt halogenspots i armaturerne, der er udstyret med en såkaldt GU10 fatning, så de også passer til LED pærer.
- Det kan sagtens være, at vi skifter til LED, når vi synes, at kvaliteten er god nok, siger Ulla.

Nye hvidevarer

Til et nyt køkken hører nye hvidevarer, og hos familien Dinsen skulle de selvfølgelig være i en høj energiklasse.
- Vi havde i forvejen induktionskomfur, og det valgte vi at få igen, men denne gang med fem kogeplader. Hvad opvaskemaskinen angår, så skulle den for det første være støjsvag og dertil energibesparende. Både den og vaskemaskinen har i øvrigt en timer, så de kan starte på tidspunkter, hvor strømmen er billig, f.eks. om natten. Vi valgte at få kondens tørretumbler, så varmen herfra kan udnyttes i rummet, i stedet for bare at lede den ud i det fri, forklarer Mogens.
I forbindelse med ombygningen valgte han at opgradere isoleringen på loftet, så der nu er 350-400 millimeter over det hele. Isoleringen af hulmuren var i forvejen fin, som de kunne konstatere, da de i 2003 fik nye vinduer og døre. Samtidig renoverede Mogens både badeværelse og gæstetoilet og sørgede dengang for at isolere gulvet med et lag leca sten og derpå 400 millimeter flamingo.

Flytter rundt på varmen

Huset er født med el-varme, men det bruger de ikke ret meget, for allerede da de flyttede ind, lavede Mogens, hvad han kalder et 'varmeflytningssystem'. Systemet gør, at varmen fra brændeovnen i stuen via rør på loftet fordeler sig i hele huset. På den måde kan brændeovnen faktisk varme hele huset op, og skulle det knibe, så har de også en luft-til-luft varmepumpe, men den er der sjældent brug for.
- Nu er alt, som vi gerne vil have det. Det skulle da lige være noget mere dagslys i stuen og ude i gangen. Men det kan da være, at vi også kan gøre noget ved det, smiler Ulla og kigger drillende på sin mand, som begynder at forklare noget om tagkonstruktionen, der gør det vanskeligt at få ovenlys. Man kan se, at det er noget, de har snakket om før, og mon ikke det ender med, at Mogens også finder en løsning på det en dag.

SL



Med et stort ovenlysvindue har Anne og Mogens Dinsen har fået meget mere lys i deres nye køkken



Mens ombygningen stod på, havde familien Dinsen indrettet et midlertidigt køkken i garagen



Nu kan Ulla Dinsen nyde morgensolen gennem vinduet ud til bryggerset

Cookiepolitik