SE vil vækste på grøn energi og klimaløsninger

SE vil vækste på grøn energi og klimaløsninger

SE formulerede i oktober 2010 en ny og ambitiøs vision for koncernen, som nu følges op af en om mulig endnu mere ambitiøs forretningsplan. Planen indebærer bl.a. opbygningen af nye forretningsområder indenfor energi- og klimaløsninger samt grøn energiproduktion. Forretningsplanen skal virkeliggøre ambitionen om at blive den mest lønsomme aktør i den danske energibranche, samtidig med at forudsætningerne for fremtidens intelligente energisystem bliver skabt.

Nye forretninger: Energi- og klimaløsninger samt grøn energiproduktion
SE vil over de kommende år benytte sine kompetencer indenfor projektering, entreprise og energi, til at investere i underkanten af 1 mia. kr. i det økonomisk meget attraktive marked for opførelse og drift af vindmøller:
- Vi har gennemanalyseret mulighederne for hvor vi kan profitere af vores nuværende ressourcer og kompetencer, til at skabe fornyet indtjening, der kan skabe værdi for vores kunder. Vindmøllerne passer utrolig godt ind i disse ønsker og vi forventer os meget af dette nye forretningsområde, udtaler Niels Duedahl.
Udover grøn energiproduktion, vil der også blive opbygget et nyt forretningsområde for energi- og klimaløsninger, hvilket allerede i 2010 blev indledt med opkøbet af bl.a. H.O. Service A/S:
- For at vi kan realisere regeringens og klimakommissionens ambitioner, er det afgørende at både virksomheder og private forbrugere får klarhed over deres energi- og klimapotentialer og får adgang til løsninger, der kan optimere deres klima- og energiforbrug. Det mener vi, at vi har fundet en spændende formel for. Derfor vil det også blive et af vores store satsningsområder frem mod 2015, forklarer Niels Duedahl.

Den mest lønsomme aktør i energisektoren
SE har over de seneste år været i en utrolig positiv udvikling og i øjeblikket overgår vi vores salgsbudgetter for hver måned der går. Men nu er tiden kommet til at vi sætter overlæggeren lidt højere op. Med denne forretningsplan kombinerer vi ønsket om at skabe fremtidens intelligente energisystem, med visionen om at blive Danmarks mest lønsomme energivirksomhed, udtaler Niels Duedahl, adm. direktør i SE.

Fiberbredbånd bliver mere lønsomt end el-nettet
Den positive udvikling skyldes i høj grad den store kundetilvækst, hvor over 33.000 kunder nu benytter sig af SEs lynhurtige fiberbredbånd. Men det skyldes også, at forretning er blevet trimmet og optimeret, sådan at alle nye kunder i dag bidrager til at tjene den store fiberinvestering hjem.




Cookiepolitik