Ny FN-rapport fastslår kæmpepotentiale i vedvarende energi

Ny FN-rapport fastslår kæmpepotentiale i vedvarende energi

Klimaforandringer er på en gang nutidens største udfordring og vores største mulighed, viser ny rapport om vedvarende energi fra FN, som blev offentliggjort i dag i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater.

Vedvarende energiteknologier er i kraftig vækst globalt og har det tekniske potentiale til at levere mere end 20 gange den energi, vi bruger i dag. Sådan kan den overordnede konklusion udlægges i ny rapport fra IPCC - FN's klimapanel.

"IPCC's rapport understreger, at vedvarende energi er vejen frem. Der er ikke mere nogen undskyldning for ikke hurtigst muligt at sætte turbo på omlægningen - både i Danmark og globalt," siger Hanne Jersild, klima- og energimedarbejder i WWF Verdensnaturfonden. "Teknologierne og potentialet er der, så hastigheden drejer sig i høj grad om politisk vilje til at fremme investeringerne i et fremtidigt energisystem baseret på 100 % vedvarende energi."


Ifølge rapporten er en ny virkelighed ved at vokse frem. VE-teknologier tegnede sig i 2008-09 for næsten halvdelen af den nyinstallerede elkapacitet globalt (140 GW ud af i alt 300 GW). På trods af finanskrisen voksede vind i 2009 med over 30 % og solceller med over 50 %.

"IPCC-rapporten maner billedet af vedvarende energi som et lille nichemarked endegyldigt i jorden. Et billede som lobbyister for fossile brændsler og atomkraft ellers ynder at trække frem, når der tales om at omlægge til vedvarende energi."

Rapporten fastslår, at vedvarende energi rummer et kæmpe globalt potentiale, og at det er der, mulighederne for vækst og innovation ligger.
"FN's rapport viser tydeligt, at Danmark bør satse endnu kraftigere på at styrke danske virksomheders førerposition på clean-tech området. Den globale efterspørgsel på løsninger indenfor vedvarende energi må fremover forventes kun at gå i en retning - og det er op," siger Hanne Jersild.


Læs rapportens executive summary for policy makers her

Kontakt: Hanne Jersild, klima- og energimedarbejder i WWF Verdensnaturfonden.
Mobil: 3116 2851

Denne nyhed er udsendt af WWF, Danmark.

Cookiepolitik