Slip cykelglæden løs på Store Cykeldag


Slip cykelglæden løs på Store Cykeldag

Søndag den 19. juni er Store Cykeldag over hele landet.

Det vil Sønderborg Kommune gerne markere sammen med alle cykelvenner i kommunen. Pump familiens cykler og mød op på:

slotspladsen foran Sønderborg Slot kl. 10, så cykler vi sammen til Knøs´Gård i Høruphav.

Vi følger en ny cykelrute, der bringer os igennem Sønderskoven og nogle meget smukke udsigtspunkter. Medbring din egen madkurv, så byder vi på en lille forfriskning, når vi ankommer til Knøs´Gård. Her kan du også kigge indenfor i kommunens sundhedsbus og høre om sund kost og forebyggelse af sportsskader.

- Sønderborg Kommune har lige vedtaget en cykelhandlingsplan, der skal gøre os til Syddanmarks mest cyklende kommune i 2028. Det skal vi nok nå, og vi kan da passende starte med en fælles cykeltur på Store Cykeldag. Jeg garanterer for en flot rute - og håber på dejligt cykelvejr, siger Peter Hansen, formand for teknik- og miljøudvalget.

Peter Hansen cykler selv i spidsen og leder cykelkaravanen på rette vej. Og han får følgeskab af Inge Olsen, direktør for teknik og miljø.

Yderligere oplysninger hos Klimakoordinator Lene Sternsdorf på tlf. 8872 6636 / 2790 6636.

Jens Sørensen/Sønderborg Kommune





Cookiepolitik