Kommuner kæmper for kystnære havmøller

Kommuner kæmper for kystnære havmøller

København, Aarhus og Sønderborg er klar til at opføre vindmøller langs kysterne for at sikre billig vindmøllestrøm, men det kræver en ambitiøs energiaftale. I et debatindlæg i dagens udgave af Jyllands-Posten efterlyser to borgmestre og en udvalgsformand mulighed for hurtigt at bygge møller i det kystnære område.
I disse uger forhandler klima- og energiminister Lykke Friis med Folketingets partier om en ny energiaftale. Et af de nye elementer i energiaftalen ser ud til at blive kystnære havmølleparker
.

Det vil sige havvindmøller, som står så tæt på land, at prisen på energien bliver overkommelig, og så langt væk, at der kan findes egnede placeringer. En genial løsning, ifølge teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (København), formand for teknisk udvalg, Jette Jensen (Aarhus) og borgmester Aase Nyegaard (Sønderborg).

- Der er mange kommuner, der gerne vil tage ansvar for klimaet. I København vil vi være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Borgerne vil gerne have vindenergi. Men det er svært at finde tilstrækkeligt mange egnede steder i byerne, og det er voldsomt dyrt at lave offshore havmølleparker. Det så vi senest ved Anholt. Derfor er det fantastisk, at der mange steder i landet er borgere, kommuner og lokale energiselskaber, som tager initiativ til at rejse kystnære havmøller, der gør byernes energiforsyning grønnere. Dette lokale engagement bør regeringen og Folketinget bakke op om, siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ayfer Baykal.

Københavns Energi er klar til at rejse 270 MW med 90 havmøller på to lokationer ud for København. I Aarhus er Havvind Århus Bugt A/S med lokale energiselskaber og lav klar til at rejse ca. 100 MW i Århus-bugten, og i Sønderborg er ProjectZero og Syd Energi klar til at rejse 120 MW nordøst for Als. Det kræver blot en garanteret mindstepris på 85 øre per kWh.

Men der kan gå lang tid, før de lokale kystnære havmølleinitiativer kan komme i gang, hvis Energistyrelsens nuværende udspil til energiaftale bliver vedtaget.

- Det burde ikke være så svært. 85 øre per kWh vil give energi, der er mange hundrede millioner kroner billigere end energien fra havmølleparken ved Anholt. Og de almindelige regler om vurderinger af virkning på miljøet ved store anlægsopgaver vil sikre, at der kun bliver rejst møller der, hvor det ikke skader natur, miljø eller landskab. Alligevel risikerer forhandlingerne at kunne munde ud i, at gode projekter, bl.a. ved København, Aarhus og Sønderborg, bliver bremset af politisk og bureaukratisk tøven. Det vil ikke være til at bære, siger Aase Nyegaard, borgmester i Sønderborg.

- Med de kystnære havmøller har vi en situation, hvor brede, lokale politiske flertal ønsker møllerne gjort til virkelighed. Og hvor befolkningen bakker op. Det er en central del af vores forslag, at minimum halvdelen af de nye møller ejes af lokale borgere, virksomheder og energiselskaber. Derfor siger vi: Kære regering, kom nu i gang med havmøllerne, siger formand for teknisk udvalg i Aarhus, Jette Jensen.

PR



Visualiseringsbillede fra Lavensby Strand ved campingpladsen. Afstanden til nærmeste vindmølle er 5,5 km. Fra denne vinkel er opstillingsmønstret letopfatteligt og enkelt. Det opleves som 5 parallelle rækker med 4 møller i hver.

Cookiepolitik