Klimaudfordringerne set gennem kinesisk optik

Klimaudfordringerne set gennem kinesisk optik

Redaktør Jesper Tornbjerg, Dansk Energi er i denne uge til COP17 klimatopmøde i Durban og følger klimaforhandlingerne tæt.

Jesper har skrevet følgende beretning om klimaudfordringerne set gennem Kinesisk optik.

Kinas gletsjere smelter og uret tikker

Musikken banker ud i lokalet, og billeder af smukke, smeltende gletsjere kombineret med tikkende termometre (0,7 grader) med stærkt stigende gradtal (0,9 grader) flimrer i hastigt tempo (1,0 grader) over storskærmen (1,1 grader). 'Her var der engang et dejligt scenarie', står der på kinesisk og engelsk (1,3 grader).

Videoen varer fire minutter og er produceret - ikke af Greenpeace eller WWF Verdensnaturfonden (1,6 grader) - men af Greenriver Conservation Center i Kina. Filmen blev fremvist på et sideevent på FN's 17. klimakonference i Durban i går (1,8 grader), som endnu et tegn på, at kineserne er fuldt klar over, hvor stor en trussel, klimaforandringer udgør også for dem (2,1 grader).

Tidligere på dagen havde den kinesiske miljøminister Xie Zhenhua afviklet et tolket pressemøde (2,4 grader), men på sideeventet tales der engelsk. Både film og engelsk tale var fraværende fra COP'er for blot fem år siden. Da var kineserne usynlige - nu er de overalt og involveret i internationalt samarbejde på mange fronter (2,7 grader).

Tag professor Qian Ye for eksempel. Han samarbejder med University of Colorado om integreret risikohåndtering. Han fastslår, at klimaet og meget andet i Jordens økosystem har forandret sig markant de seneste årtier (3,0 grader). Atmosfæren rummer mere CO2, mere methan og mere lattergas. Havene indeholder mere CO2, og fiskeriet har forandret sig. De globale temperaturer er steget. Osv.

- Forandringerne rammer både rige og fattige lande, og de rammer ikke kun mennesker, men også dyr og planter, lyder det fra professor Qian Ye.

Han påpeger, at det er forholdsvis simpelt (3,4 grader) at pege på, hvad vi skal gøre for at forebygge: Energieffektivitet + vedvarende energi + CO2-opsamling og -deponering (+ evt. geoengineering).

Mange taler om lowcarbon-samfund, og en del forsøger også at skabe fremskridt i den retning - men realiteterne er ifølge professoren, at FN's klimaforhandlinger står i stampe (3,8 grader), at mange lande er handlingslammede (den såkaldte whitehouse effect!), at det ikke er lykkedes at sætte en global pris på CO2, at opbygget og forældet infrastruktur på energiområdet forsvares i årtier, og at menneskets natur typisk ikke tilsiger ændret adfærd, før det er absolut nødvendigt.

- Derfor er det meget svært at udvikle et lowcarbon samfund. Ja, og så ændrer mange samfund sig også. Vi er nu 7 mia. mennesker og bliver 9 mia. inden 2050, siger Qian Ye, der mener - og her er det, at risikohåndteringen kommer ind i billedet - at vi skal blive bedre til at forstå mange komplicerede, globale sammenhænge og lære at leve med mange former for klimamæssige og sociale ekstremer i årene, der kommer (4,1 grader).

- Det abnorme bliver det normale, forudsiger professoren, der ser grøn vækst (4,5 grader) som mulighedernes vej fremad.

Pressemødet i går med den kinesiske miljøminister viste, at Kina fortsat ikke tilbyder at forpligte sig juridisk i en international sammenhæng på denne side af 2020. Ministeren fastslog dog, at Kinas klimamål og ambitiøse femårsplan er vedtaget af Folkekongressen (4,8 grader) og dermed er juridisk bindende i Kina.

Kinas langt fra demokratiske regering satser ganske kraftigt på øget energieffektivitet og mere vedvarende energi (og en masse konventionel energiproduktion). Og den tilskønner befolkningen til græsrodsarbejde (5,1 grader).

Derfor kunne dr. Yang Fuqiang fra NRDC i går i Durban fortælle om et initiativ, der hedder C+ , og som går ud på at inspirere og samle kommuner, virksomheder, familier og andre, der vil yde en ekstra klimaindsats. Og derfor kunne Fangyi Yang fra Shanshui Conservation Center berette om et projekt, der skal få folk i landsbyer til at satse på bæredygtig biomasse (bl.a. halm) i ovne i stedet for det, der ellers er trenden i øjeblikket: Overgang til fossile brændsler (5,3 grader).

Filosofien er i begge tilfælde (5,6 grader) forandringer skabt nedefra i et ellers på mange måder topstyret samfund. Kineserne er klar over, at klimaforandringer ikke kan forebygges alene via topdown-politik - hverken i hjemlandet eller internationalt.

Ja, og de kinesiske forhandlere i Durban har med garanti også læst World Energy Outlook fra Det Internationale Energiagentur. Den konkluderer, at hvis den udvikling, vi ser i øjeblikket, fortsætter, så styrer verden mod en global opvarmning i dette århundrede på katastrofale 6,0 grader.

JTO

Cookiepolitik