Vindmøller kommer tættere på motorvejene

Vindmøller kommer tættere på motorvejene

I Sundeved/Vester Sottrup har en initiativgruppe i mere end to år arbejdet på at må placere to store nye vindmøller ved den nye motorvej, så de ud over at generere CO2-neutral strøm til området også ville tjene som en flot og bemærkelsesværdig portal til det energiske Sønderborg-område. Desværre har lovgivningen på området dikteret at afstanden til såkaldt overordnet vej skal være mindst 1,7 gange vindmøllens totalhøjde, hvilket betyder at projektet ikke kunne realiseres.

Initiativgruppen har i samarbejde med ProjectZero og Sønderborg Kommune arbejdet på at få dispensation fra Vejdirektoratet og påvirke lovgivningen. Anstrengelserne har båret frugt, og lovgivningen ændres nu så den tilgodeser en mere fleksibel placering af den nødvendige vindkraft.


En arbejdsgruppe bestående af Miljøministeriet, Klima- og Energiministeriet og Transportministeriet har i foråret 2011 undersøgt de nuværende afstandskrav vedrørende opstilling af vindmøller ved overordnede veje og jernbaner.


Arbejdsgruppen anbefaler en revidering af afstandskravene i nedadgående retning, samt at der foretages en klar udmelding i forhold til de reviderede afstandskrav. Anbefalingerne giver mulighed for at lempe de nuværende afstandskrav og forenkle reglerne. På baggrund af bl.a. analyser fra DTU-Risø anbefaler arbejdsgruppen, at vindmøller fremover kan placeres i en afstand af 1 gange vindmøllehøjden fra infrastruktur.


På baggrund af de glædelige nyheder kan projektet i Sundeved nu fortsætte og vindmøllerne forventes i drift allerede i 2012 el. 2013.


CE



Cookiepolitik